I søndags roede Margit Haar Hansen, der i januar vandt DM, sig til guld ved verdensmesterskaberne i indendørs roning i Boston på distancen 2000 m i klassen 40-49 år.
Sidste år blev roeren fra Skovshoved Roklub nr. syv, men i år skulle det være. Efter et fantastisk løb, hvor Margit Haar-Hansen indtil 350 meter før mål lå nr. to 10 meter efter den førende, Edith Petrus, fandt hun de sidste kræfter frem, overhalede Petrus og strøg først i mål i tiden 7 min. 14 sek.
De, der fulgte den direkte lyd-transmission på nettet, kunne høre, at kommentatoren knap nok troede sine egne øjne, da Margit 20-25 sekunder før mål indhentede Edith Petrus: " ... and Margit Hansen has flipped ahead, she's gonna cross the finish --- ooohhh yeah there she goes -- Margit Hansen from Denmark in the 40 to 49 category finishing in 7:14", lød det begejstret.