Rockerne og de kriminelle bander i indvandrermiljøet skal se sig ekstra godt over skuldrene i fremtiden.
Rigspolitiet vil oprette særlige bandeenheder, som skal dæmme op for den igangværende bandekrig mellem rockere og indvandrere. Det skriver dagbladet Politiken
På Vestegnen får politiet forstærkninger i form af 19 nye kolleger kun overgået af Københavns Politi, som får 49 nye betjente.
Chefpolitiinspektør Ib Meng glæder sig over udsigten til flere ressourcer.
"Jeg er da godt tilfreds, selvom vi endnu ikke kan sige, hvordan betjentene skal fordeles", siger han.
De nye betjente vil blive placeret rundt om i politikredsen, og giver ifølge Ib Meng Københavns Vestegns Politi nye og stærkere kort på hånden.
"Vi har jo vores andel af bandekriminalitet, og vi vil i større omfang kunne efterforske på enkeltpersoner, som vi har mistanke til. Det kan for eksempel være personer, der kører rundt i store biler, selvom de tilsyneladende kun er på kontanthjælp", siger Ib Meng. Målet er naturligvis at få bugt med bandekriminaliteten.
"Vi skulle gerne få fjernet nogle af de drevne kriminelle, og i sidste ende handler det om at gøre Danmark, og - i dette tilfælde - Vestegnen mere trygt for den enkelte borger", siger chefpolitiinspektøren.
Regeringens plan skal i alt tilføre 140 betjente til kampen mod banderne i Danmark. Pengene til indsatsen skal komme fra de 850 millioner kroner, som Folketinget sidste år afsatte til at styrke det danske politi.
Det er endnu uklart, hvornår de ekstra betjente skal sættes ind.
nipa