Sygehuspersonale stikker sig på brugte kanyler

Smittefare fra brugte kanyler er en af de risici, som personalet på Holbæk Sygehus dagligt arbejder med. Sidste år stak 40 ansatte sig på en brugt kanyle. Det skal der nu sættes fokus på.

Smittefare fra brugte kanyler er en af de risici, som personalet på Holbæk Sygehus dagligt arbejder med. Sidste år stak 40 ansatte sig på en brugt kanyle. Det skal der nu sættes fokus på.

Hiv og hepatitis er blandt smittefarerne, når personalet på Holbæk Sygehus i den daglige travlhed omgås brugte kanyler.

Det sker nemlig flere gange om året, at ansatte i travlhed glemmer at tømme bøtterne med brugte kanyler, og så er det, uheldet er ude. I farten stikker en ansat sig på en af de brugte kanyler i de overfyldte kanylebøtter.

I 2008 var der 40 registreringer af ansatte, der stak sig på en brugt kanyle. Året inden lå tallet på 34, og man vil nu sætte fokus på problemet for at få tallet bragt ned.

- Til vores halvårsmøde vil vi sætte fokus på stikskader. Det er et problem, som man jævnligt bør have fokus på, da det ofte går lidt ud i forglemmelsen, når der er gået noget tid. Og så kan vi se, at antallet af stikskader stiger igen. Derfor skal de ansatte lære at være mere opmærksomme, samtidig med at de skal have en bedre rutine, fortæller Lone Frigaard, der er sikkerhedsleder på Sygehus Nord i Region Sjælland.

Med til halvårsmødet, som vil blive holdt i juni, vil der være repræsentanter for de forskellige faggrupper, og de vil sammen prøve at finde ud af, hvordan man nedbringer tallet.

Stikskade er et pres for den ansatte

Når en ansat stikker sig på en kanyle, bliver personen sendt på skadestuen, hvor man foretager en risikovurdering omkring smittefaren. Herefter bliver den ansatte testet. I værste tilfælde kan man blive smittet med hiv eller hepatitis.

- Vi har heldigvis ikke registreret nogle tilfælde af ansatte, der er blevet smittet med en alvorlig sygdom, men det er da helt klart ikke sjovt at skulle vente på resultatet af en sådan prøve, og det er især lige, når uheldet er sket, at det er et pres for den ansatte, forklarer Lone Frigaard.

Ifølge hende ligger antallet af årlige stikskader en smule højere på Holbæk Sygehus end på eksempelvis sygehusene i Roskilde og Køge.

- Det er svært at forklare, hvorfor det er sådan. Men det har muligvis noget at gøre med bedre rutine og opfølgning på problemet. Samtidig har travlhed selvfølgelig også noget at skulle have sagt, siger hun.

Det er især sygeplejersker og sosu-assistenter, der er mest udsatte, mens andre faggrupper som læger er mindre udsatte.

Lone Frigaard håber på, at man kan komme problemet til livs.

- Jeg ved ikke, om det er muligt at få tallet ned på nul. Det håber jeg selvfølgelig. På fysiologisk afdeling havde de sidste år ingen stikskader, så jeg tror, at hvis man bliver ved med at følge op på problemet, kan det lade sig gøre, siger hun.

pes nordvest.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...