Hasan Al starter boksetræning i Holbæk

Egentlig havde han lagt både sport og udstyr på hylden. Men nu trækker den tidligere professionelle bokser holbækkeren Hasan Al igen i træningstøj og handsker, når træningscentret Studie 82 fremover byder på boksetræning.

Egentlig havde han lagt både sport og udstyr på hylden. Men nu trækker den tidligere professionelle bokser holbækkeren Hasan Al igen i træningstøj og handsker, når træningscentret Studie 82 fremover byder på boksetræning.

Europamesterskab, OL-deltagelse og professionel i både Danmark og USA.

Bokse-cv'et vidner om flotte resultater for holbækkeren Hasan Al. Men livet med tempofyldt træning, tv-tid og titler ligger efterhånden år tilbage, og fredag begynder et nyt og mere ydmygt kapitel i mesterbokserens liv. Hasan Al har lavet en aftale med indehaveren af Studie 82, Tom Larsen. Aftalen betyder, at der fra fredag vil være boksetræning to gange om ugen i Holbæk-træningscentret.

- Jeg vil gerne have folk i form, hjælpe dem med at tabe sig og lære dem om træningsdisciplin - alt det, jeg har lært i boksning, fortæller 37-årige Hasan Al, der selv nåede at bokse 40 kampe som professionel igennem otte år.

Alle kan være med i boksetræningen

Boksetræningen består af halvanden times træning med eksempelvis sjippetov, sandsæk og styrketræning. Umiddelbart lyder det som en eksplosiv cocktail, men Hasan Al pointerer, at alle kan være med.

- Der er ingen sparring mod hinanden. Det skal være sjovt. Først og fremmest skal der være godt venskab og derefter en god træning. Jeg presser ikke folk mere, end de kan klare. Vi kører med det samme program, men med forskelligt tempo, siger han.

Hasan Al er et stort trækplaster

Tom Larsen er indehaver af Studie 82, og i selvsamme år - 1982 - var han med til at starte træningscentret. Igennem årene er mange muskler blevet bygget op i Blindestræde, og én af dem med de største af slagsen var en ung fyr med navnet Hasan Al.

- Hasan er et stort trækplaster. Og det var han allerede dengang i 1990, da han startede her. Han skabte meget opmærksomhed omkring centret, fortæller Tom Larsen, der forventer en øget holdaktivitet som følge af centrets nye boksenavn.

Rygskade stoppede hans karriere

Dengang - i 1990 - var Hasan Al et spirende boksetalent med et nyvundet dansk juniormesterskab. Sidenhen er det blevet til flere internationale titler, men i 1994 boksede han sin sidste professionelle kamp i Las Vegas. En rygskade tvang ham til at lægge boksehandskerne på hylden.

- Det er hårdt, når man ikke får den adrenalin. Det er også hårdt at være væk fra rampelyset, siger han.

Hasan Al er i dag førtidspensionist og har problemer med at stå og sidde i for lang tid ad gangen. Kroppen er også blevet bredere, siden han stoppede, men eks-bokseren kan ikke vente med at komme i gang igen.

- Selvom man er færdig med boksning, kan man ikke holde sig væk. Det er umuligt, fortæller han.

kabl nordvest.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...