Når mennesker sætter sig over for Eva Biehe er det, fordi de har ondt i parlivet. Som et sidste forsøg på at redde ægteskabet henvender de sig derfor til en parterapeut. Sådan en er Eva. Hun har 30 års erfaring med at løse ægteskabelige konflikter. Her får du nogle af hendes bedste råd. Råd der skal sørge for, at tingene ikke kører helt af sporet. Det ene af rådene kan gøre kvinder rasende...
- Eva Biehe, en erfaren parterapeut, tilbyder tre råd til at redde ægteskaber, men et af dem kan gøre kvinder rasende.
- Hun understreger vigtigheden af klare aftaler i hjemmet for at undgå traditionelle kønsroller og konflikter.
- Biehe advarer mod at lade børn fylde for meget i parforholdet, da det kan skabe afstand mellem parterne.
- Hun opfordrer par til at dyrke mere sex, selvom det kan være kontroversielt for nogle kvinder.
- Ikke alle forhold kan reddes, og Biehe hjælper med at afslutte dem respektfuldt, hvis nødvendigt.
- Jeg oplever, at par kommer alt for sent. De har gået rundt i en længere periode og været utilfredse, men har ikke fået gjort noget ved problemerne. Det er lige som strudsen. Den har stukket hovedet i busken og tænkt - det bliver bedre i morgen. Men det gør det sjældent. Mens parret har lukket øjnene for problemerne, har de opbygget en kæmpe vrede. De har lukket hjertet for hinanden, siger Eva Biehe, der er uddannet psykoterapeut med speciale i parterapi og konflikthåndtering. Hun driver sin klinik fra hjemme i Halkevad uden for Slagelse.
Eva Biehe peger på tre områder, hvor der opstår konflikt og hvor par kan sætte arbejde på at få løst deres konflikt.
Klare aftaler
- Det er vigtigt at have nogle klare aftaler. Hvem har ansvar for hvad. Mange flytter sammen uden at gøre sig tanker om, hvordan tingene skal løses. Har man ikke aftaler, så ender det ofte med, at man falder ned i det gængse kønsrollemønster, hvor kvinden tager sig af det indvendige og manden af det udvendige. Det vil sige, at kvinden sørger for Aula, børn, legeaftaler, indretning osv. Mens manden står for opgaver som havearbejde, bil og udvendig vedligeholdelse.
- Kvinden bliver dermed chefen i hjemmet. Det er hende, der styrer tingene og står for en masse praktisk, som hun måske føler, hun ikke får nok hjælp med. Manden derimod ender i en situation, hvor han føler, han bliver hundset rundt med.
Eva Biehe beder sine klienter om at sætte tid på de opgaver, de hver især udfører. Det skal være den reelle tid det tager f.eks. at lægge sengetøj på eller slå græsplænen og ikke den tid, man bruger på at tage sig sammen til at få opgaven udført.
- Det er også vigtigt at acceptere, hvilket niveau en opgave skal udføres på. Er den ene part f.eks. lidt ligeglad med, hvor meget der skal gøres rent og den anden går vildt op i det, så nytter det ikke noget, at den ene part siger, du skal op på samme hylde som mig eller omvendt ned på det her niveau. Her må man finde en fælles forståelse for, hvad begge parter kan acceptere.
Børnene skal ikke fylde det hele
Børn fylder rigtig meget. Gennem de seneste måske 20 år har børnene fået en mere og mere central rolle i familien. I nogle tilfælde al for meget. Dermed bliver der ikke tid til parforhold og ikke tid til at være kærester. Det skaber konflikter.
- Jeg møder kvinder, der hele dagen bærer rundt på barnet. Når manden så kommer hjem, flyder hele huset med ammeindlæg og brugte bleer, fordi hun ikke har kunnet rydde op, når hun samtidig skal bære rundt på et barn.
Kvinden har nærmest fået en ny kæreste, og manden har mistet sin, siger Eva Biehe.
I nogle tilfælde går mor/barn-forholdet så langt, at børnene også indtager ægtesengen.
I min klinik hører jeg ofte, at sexlivet er ikke-eksisterende. Det behøver ikke betyde, at kærligheden er død. Men det skaber frustrationer og afstand at lukke hinanden ude fra den tætte, intime kontakt.
Eva Biehe
- Når jeg påpeger problemet over for et par, så kan jeg helt bogstaveligt se, hvordan manden skuldre sænker sig, mens han puster ud. Endelig er der en anden, som kan se det samme problem, som han ser, siger Eva Biehe, der klart mener, at børnene ikke skal fylde alt og i hvert fald slet ikke indtage forældrenes soveværelse.
Dyrk noget mere sex
Hvis man går og er sure på hinanden hele dagen, så har man ikke lyst til nærvær og sex.
- Jeg hører tit kvinde sige, de ikke har lyst til sex. Og fordi de ikke har lyst, så skal de heller ikke.
- Så plejer jeg at sige til dem, at det er lidt som at lave en aftale med en veninde om at tage til fitness. Det kan godt være, at man ikke gider og hellere vil sidde i sofaen, men nu har man jo sagt ja, så derfor må man også hellere tage afsted. Det kan også godt være, man står i omklædningsrummet og ikke gider, men som regel går det fint at få sved på panden, og bagefter har man det fantastisk.
- Så når vi diskuterer samlivet, så siger jeg, at jeg ikke kan acceptere, de siger nej til sex. Det er der så nogle som bliver ret sure og vrede over, understreger Eva Biehe.
Venlighed og imødekommenhed er alfa og omega - jeg plejer at sige at kongevejen til et varmt og stabilt parforhold er brolagt med høflighed, imødekommenhed, nysgerrighed og interesse. Også i situationer, hvor der ikke er enighed.
Eva Biehe
Ikke alt kan reddes
Ikke alle forhold kan reddes. det kan skyldes, at den ene part har opgivet forholdet. Tiltrækning og forelskelse kan være afløst af bitterhed, lukkethed og opgivenhed.
Hvis den ene part er afklaret og ikke vil mere, kan det være meget svært for den anden, som gerne vil kæmpe.
Flere år med svigt, kritik og bebrejdelser sætter sig dybe spor. Det lukker for adgang til empati og dermed varme, kærlige følelser. Hjertets dør kan billedligt talt været faldet i.
- Hvis det er for sent, er det min opgave at respektere begge parter. Her vil parterapien hjælpe med til at afslutte forholdet og hvis der er brug for det, hjælpe med at håndtere sorgen, slutter Eva Biehe.

Venlighed og imødekommenhed er alfa og omega - jeg plejer at sige at kongevejen til et varmt og stabilt parforhold er brolagt med høflighed, imødekommenhed, nysgerrighed og interesse. Også i situationer, hvor der ikke er enighed.
Målet med parterapi er at få genåbnet nysgerrigheden og interessen for hinanden, så parret ser, hvad det betyder for et varmt og godt parforhold.
Eva Biehe
Fakta om Eva Biehe
Eva Biehe er uddannet psykoterapeut med speciale i parterapi, angst og stress. Hun har haft egen praksis i mere end 30 år.
Oprindeligt er hun uddannet gymnasielærer.
I 1986 skiftede hun retning og blev selvstændig krops- og psykoterapeut.
I 17 år havde Eva Biehe en privat svømmeskole, hvor hun årligt underviste godt 300 voksne i vandskræk.
(Artiklen blev første gang bragt 11. oktober 2023 - redaktionen)