Hvad er coaching?

"En, der stimulerer et andet menneske til at sætte sig fri." Sådan definerer Ole Fogh Kirkeby professor og dr.phil. ved CBS hvad en god coach er. "Når man coacher, så lytter man. Coaching er ikke 'aktiv', som psykologien kan være det, hvor psykologen finder problemstillingerne ved bl.a. at spørge ind til fortid eller følelser. Hos en coach er det vedkommende, der bliver coachet, som opstiller problemerne og temaerne, mens coachen holder sig til spørgsmål som: hvad vil du med dit liv?" Siger Ole Fogh Kirkeby. Ifølge Ole Fogh Kirkeby slog coaching for alvor igennem i Danmark for ti år siden. "Tidligere hed de personlige rådgivere, og coaching ligger meget tæt op ad karriererådgivning eller ledelsesrådgivning," siger han. Hans viden om coaching bunder i mange års forskning på feltet og selv har han forsket meget i 'proteptik', som er filosofisk coaching. "Proteptik drejer sig om at vende et menneske mod det væsentlige. Det er dybt forbundet med græsk filosofi og handler om moral. Man kan sige, at den kristne sjælesorg og protreptik er grundelementerne i coaching. Og i virkeligheden fungerede præsten jo som coach tidligere," siger han.

Der findes iførlge Ole Fogh Kirkeby ca. 10.000 coaches i Danmark i dag. Det præcise antal er svært at fastslå, da der ikke findes en formel dansk brancheorganisation, der samler udøverne, og manglen på netop en samlende brancheorganisation er også en af årsagerne til, at mange mennesker har svært ved at finde vej i coachjunglen. "Folk finder ikke vej i den her jungle. Titlen 'coach' er ikke beskyttet, og dermed kan alle kalde sig for coaches. Jeg tror, at der inden for et par år vil komme coachuddannelser på universiteterne, men man skal også passe på, for mange af de bedste coaches har ingen formel uddannelse," siger han. Og hvordan hænger det så sammen? "At være god til at coache handler om at have empati, men det handler selvfølgelig også om meget mere, men det er bl.a. en af årsagerne til, at så mange kvinder bliver coaches. De har et medfødt omsorgsgen, som coachen i høj grad trækker på, og empati er ikke noget, du kan tillære dig." Mange arbejdspladser har i dag taget coaching til sig, og Ole Fogh Kirkeby tror på, at det er fremtiden. "Microsoft har flere gange fået prisen for "Great place to work". De har også løbende coaching af medarbejderne, og det opfatter medarbejderne som et uddelt frynsegode, men det er også en kontrolinstans for virksomheden, fordi coaching får folk til tænke over, hvad de virkelig vil med deres liv, og derfor bliver man som medarbejder opmærksom på, om de arbejder det rette sted. De har en virksomhedsmodel, der bygger på fuldstændig frihed for medarbejderne. Det betyder, at de kan købe ind i arbejdstiden eller gå til frisør, så længe de når deres mål. Den model bliver fremtidens virksomhedsmodel," siger Ole Fogh Kirkeby.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...