I henved to år havde politiet i Kalundborg et par formodede Black Cobra-medlemmer i sigte, inden man gik i gang med en storstilet aktion tirsdag den 4. november 2008.
Mindst fem adresser i Kalundborg blev ransaget, blandt andet en erhvervsejendom på Fuglebæk Allé, hvor man kunne anholde de to formodede topfigurer i den kriminelle bande.
- Vi har nu henved 100 sigtelser mod de to, fortæller efterforskningsleder i Roskilde, politikommissær Jacob Olsen, som har overtaget sagen fra lokalpolitiet i Kalundborg.
Kriminalassistent Per Hansen, Kalundborg, der har været med i sagen hele vejen, fortæller:
- Lokalpolitiet i Kalundborg interesserer sig meget for narkokriminaliteten og nattelivet i byen. Vi har berøring med mange i de forskellige miljøer, og på den måde kan vi stykke billedet sammen om pushere, trusler og anden kriminalitet. I dette tilfælde havde vi til sidst så mange oplysninger, at vi kunne danne et solidt grundlag for begrundet mistanke om både narko- og berigelses-kriminalitet, der kan give over seks års fængsel. Med den i hånden kunne vi få kendelser til at gribe ind i de mistænktes ret til meddelelseshemmelighed samt med overvågning. Alligevel blev vi hen ad vejen overrasket over, at kriminaliteten var så omfattende.
De to - nu fængslede - Cobra-medlemmer var ifølge politiets efterforskning involveret i storstilet berigelseskriminalitet, bedragerier i stor udstrækning, og da deres »lager« skulle tømmes, måtte ordensmagten bruge fem flyttebiler for at få det hele med.
- Vi vidste også, at de havde adgang til våben og til narkotika - det havde vores aflytning bekræftet, fortæller Per Hansen.
- Man skal jo regne med, at sådan en kriminalitet har store følger for borgerne i al almindelighed, og vi kunne da også se, at da de to blev fængslet, var byen i en periode tømt for narko. Nu er der så nye aktører, og så kan vi begynde forfra.
Per Hansen fortæller, at der er 10 til 12 personer i Kalundborg, som relaterer sig til Black Cobra banden.
- Generelt kan man sige, at det er Black Cobra, der sidder på narko og på berigelseskriminaliteten i Kalundborg by. Uden for Kalundborg er det Bandidos - efter vores opfattelse, siger han.
Efterforskningen af de to formodede bandemedlemmer viser betydningen af, hvor vigtigt det er, at politiet har lokalkendte betjente, der har ingående føling med området. Også samarbejdet med efterforskerne i Roskilde er vigtigt.
- Og denne sag viser jo også, at når det gælder, så er vi på, understreger Per Hansen.
Hen ad vejen har efterforskerne på hovedstationen i Roskilde taget over, og her sidder nu politikommissær Jacob Olsen og hans folk med et meget stort arbejde blandt andet med at spore, hvor alle tyvekosterne, der er blevet beslaglagt, stammer fra.
- Men vi har fået et meget godt materiale fra lokalpolitiet i Kalundborg - det er dygtige folk, siger han.
Per Hansen understreger tillige, at netop denne sag er et godt eksempel på den ping-pong, der er mellem det lokale politi og efterforskerne på hovedstationen i Roskilde.
Efterforskningslederen regner med at have sagen færdig om tre til fire uger. Så går den videre til politiets jurister, som tager stilling til de endelige tiltaler. Når det er sket, bliver sagen berammet i retten.
ham nordvest.dk
