Dengang lavede man selv kisten af brædder

Da Erik Johansen åbnede sin begravelsesforretning i Mørkøv i 1979, var det ham selv, der lavede alle kisterne, og begravelserne var faktisk blot en bibeskæftigelse til tømrerforretningen. Siden ændrede det at være bedemand sig til en fuldtidsbeskæftigelse, og i år kan Mørkøv/Jyderup Begravelsesforretning fejre 50 års jubilæum.

Da Erik Johansen åbnede sin begravelsesforretning i Mørkøv i 1979, var det ham selv, der lavede alle kisterne, og begravelserne var faktisk blot en bibeskæftigelse til tømrerforretningen. Siden ændrede det at være bedemand sig til en fuldtidsbeskæftigelse, og i år kan Mørkøv/Jyderup Begravelsesforretning fejre 50 års jubilæum.

Der var engang. Dengang i slutningen af 1950'erne, hvor en bedemand blot var en tømrer, der lavede kisterne i de mål, som der blev bestilt.

Det var dengang, hvor enhver mindre by med respekt for sig selv havde en bedemand, og det var dengang, at den nu pensionerede bedemand Erik Johansen ved et tilfælde fik tilbudt at overtage Frederik Rasmussens begravelsesforretning i Mørkøv.

Erik Johansen, der er uddannet tømrer, havde i forvejen tømrerforretningen Jens Johansen & søn, som han havde overtaget efter sin far, men valgte alligevel at overtage begravelsesforretningen og grundlagde en kombineret tømrer- og begravelsesforretning.

I år er det 50 år siden, at Erik Johansen begav sig ind i bedemandsbranchen, og som med så meget andet har tiden også budt på forandringer for bedemænd.

- Dengang var det at være bedemand et venstrehåndsarbejde, som mange snedkere og tømrere havde ved siden af deres forretning. Dengang lavede man selv kisterne af brædder, siger Erik Johansen og fortæller, at kisterne i dag er lavet af træfinér og bliver leveret af fabrikker.

Da Erik Johansen begyndte som bedemand, havde han kun havde omkring 15 begravelser om året. I dag har begravelsesforretningen, der siden midten af 1980'erne har haft adresse i Jyderup, mellem 150 og 200 begravelser om året.

- I dag er det noget helt andet at være bedemand. I dag skal en bedemand lave alverdens ting. Men nu kan man leve af det, lyder det fra den pensionerede bedemand.

Respekten for de døde er ændret

Men det er ikke kun arbejdsopgaverne for bedemænd, der er skiftet med tiden. Også antallet af bedemænd samt folks holdning til døden har forandret sig, har snart 85-årige Erik Johansen bemærket.

- Dengang var der meget mere respekt for de døde. Hvis jeg kørte med en fyldt rustvogn til Holbæk, så var der aldrig nogen, der overhalede mig, husker Erik Johansen.

Han husker også, hvordan det før i tiden var kutyme, at familier til afdøde henvendte sig til præsten som det første, mens det nu ofte er bedemændende, der får de første henvendelser, når personer dør.

Forretningen er blevet i familien

I dag er det dog ikke længere Erik Johansen selv, men derimod hans datter Elsebeth B. Andersen, der driver Mørkøv/Jyderup begravelsesforretning. Efter et langt arbejdsliv, valgte Erik Johansen nemlig at gå på pension for halvandet år siden. Og til hans store glæde, har Elsebeth arvet den gode situationsfornemmelse, der skal til, når man arbejder som bedemand.

- Det handler om at have føling med situationen, siger Erik Johansen og fortæller, at han er glad for, at forretningen bliver i familien.

Og selv om det aldrig har været en barndomsdrøm for Elsebeth B. Andersen, der tidligere i 19 år har arbejdet på socialforvaltningen i den daværende Tornved Kommune, at blive bedemand, så er også hun glad for at have overtaget hvervet efter sin far.

- Jeg fandt ud af, at det var et rigtig dejligt arbejde, og at man hjælper folk. Og det har jeg det godt med, siger Elsebeth B. Andersen, der dog ikke er helt alene om forretningen, men får hjælp Niels Thiemke, der er deltidsansat.

Både Erik Johansen og Elsebeth B. Andersen fortæller, at det også betyder meget for familier til de afdøde, at forretningen er overtaget af et familiemedlem. Ofte benytter familierne nemlig den samme bedemand gang på gang.

- Og er man først kommet ind i en familie og har behandlet den ordentligt, så spørger de efter den samme bedemand hver gang, tilføjer Erik Johansen, der i flere tilfælde har begravet flere generationer af samme familie.

Og selv om det til tider kan være svært at være bedemand - i sær hvis man skal begrave nogen, man kender - så kan både Elsebeth B. Andersen og hendes far se det positive i faget.

- Jeg har altid godt kunne lide det og følt, at jeg har hjulpet folk, siger Erik Johansen, mens Elsebeth B. Andersen tilføjer:

- Ofte græder familierne, når vi ankommer. Men når vi går derfra igen, så er det ligesom om, at deres skuldre er lettet. Alle de bekymringer, de har haft om begravelsen er væk.

Begravelsesforretningens jubilæum fejres sammen med Erik Johansens 85 års fødselsdag med en reception i Jyderuphallen torsdag den 5. marts fra klokekn 9 til 11.30, hvor alle venner og bekendte er velkomne til brunch.

sb nordvest.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...