Heldigvis har gamle Salmonsen Leksikon svar. Her står at læse:
'Det latinske navn for kyndelmisse er missa canelarum (lysmesse), som ganske rigtigt fejres den 2. februar, på 40. dagen efter 25. december, Jesus fødselsdag, og således den dag, da Jesus-barnet fremstilledes i templet og modtoges af Simeon og Anna.
Dagens tekst er Luk. 2, 22-32. Efter Baronius fejredes kyndelmisse allerede under Pave Gelasius (492 - 496). Den blev påbudt i den østerlandske kirke af Kejser Justinian 542 i betragtning af, at der var styrtet så mange ulykker ind over riget.
I virkeligheden er kyndelmisse en fortsættelse af den gamle hedenske renselsesfest (Luk. 2, 22). De til kirkelig brug bestemte vokslys indvies på kyndelmisse og føres rundt i procession. I Danmark var det en meget almindelig tidsbestemmelse (så mange dage før eller efter kyndelmisse), og det hed 'Ved kyndelmisse-knude er julen ude, men ingen kan laste den, der holder jul til faste.'
Slår man ordet kyndelmisse op på nettet, får man følgende supplerende oplysninger om dagen der markerer midvinter:
"Lysfesten er i dag ikke længere en officiel helligdag i
. Den blev som helligdag afskaffet i
af
, der ved samme lejlighed afsagde dødsdommen over en halv snes andre helligdage, blandt andet 3. juledag, 3. påskedag og Skt. Hans Dag.
Dengang afholdt man ellers Kjørmes-gilde, et sammenskudsgilde, hvor man spiste en kraftig suppe, pandekager med øl og brændevin eller stuvet hvidkål med flæsk og pølse.
Til kyndelmisse var knyttet mange traditioner og varsler. Frugttræer blev pisket med ris for at sikre en god høst, rituelle pløjninger skulle også sikre god høst. Flæsk skulle spises for at forhindre hunger og vejret kunne på denne dag spå om forårets komme.
Hvis det f.eks. blæste så meget at
18 kællinger ikke kunne holde den 19. ved jorden,
ville foråret snart være på vej, og det hed sig også at
Kjørmes tø var så godt som 100 læs hø
. Man sagde også at Skt. Peter smed den varmeste sten i vandet denne dag, så isen kunne smelte og foråret komme, idet dagen regnes for årets koldeste. En tommelfingerregel for bønder var, at de skulle have halvdelen af foderet til dyrene tilbage, da dyrene først kunne komme på græs i maj måned.
Dagen falder lige midt imellem de to datoer 1. november og 1. maj. Førstnævnte dato regnedes for at være vinterens begyndelse, mens 1. maj var den første dag i foråret.
I sangen 'Sneflokke kommer vrimlende' skriver Jeppe Aakjær, 'Og nu kom Kjørmes Knud.' Hvem denne Knud var, har nok gennem generationer stået som en gåde for mange skolebørn. Nu ved vi imidlertid, at udtrykket altså betyder kyndelmisse og at Knud står for knude.