De står dér. Stolte, slanke og majestætiske.

Skovens 118 år gamle konger, plantet i Kongsøre Skov i 1891. Som alle konger har de haft deres storhedstid - og nu er tiden kommet for kongernes fald. I dag skal de gamle bøge knæle for deres vinternøgne undersåtter.

Et par skoventreprenører i grønt sikkerhedstøj og røde hjelme arbejder myreflittigt på at få fældet en af kongerne. Men adeligt blod er ikke sådan at forgive, så skovhuggerne må bruge motorsav, mukkert og kiler ekstra hårdt. Kongen begynder at svaje. Ganske let.

- Vi skal have fældet 48 af de største bøge. Én mand kan fælde et træ i timen, hvis alt går som det skal, fortæller skovfoged i Skov- og Naturstyrelsen Vestsjælland, Carsten Poulsen.

En bøg med 118 år på bagen vejer seks ton. Mindst. Fældningen, blandt fagfolk kaldet skovningen, har stor betydning for livet i skovbunden, og der er to grunde til, at de store træer fældes.

De gamles død er de unges brød

- For det første er de gamle bøge hugstmodne, det vil sige, klar til at blive fældet. For det andet hjælper skovningen de små selvsåede bøgespirers vækst, fordi vi ved at fælde de største træer styrer tilgangen af lys til de mindre træer, forklarer Carsten Poulsen.

Bøg er god til at så sig selv, og da det også er en billig måde at få ny skov på, overlader skovfolkene skabelsen af næste generation til bøgene selv.

I skovens indesluttede stilhed pakker frostsneen de to skovhuggeres stemmer ind i vat. Savsmuld står i en sky omkring de to mænd, og det kiler sig ubesværet ind mellem deres daggamle skægstubbe. Motorsavene flænger stilheden og flænser sig gennem det lyse træ. Kongen begynder at give lyd fra sig. En dyb knirken fra dens ældgamle indre. Den klager sig.

- Vi skover året rundt. På denne årstid er bevoksningspleje en af vores vigtigste opgaver, altså udtynding af unge bøgetræer, så vi får sørget for en ordentlig kvalitet i den næste generation af træer, fortæller Carsten Poulsen.

Morten og musvågerne

På en 22 meter høj bøg er sat et grønt kryds på den glatte bark. Det er Mortens værk. Morten Bidstrup er skovløber i Kongsøre Skov, som er en del af Skov- og Naturstyrelsen Vestsjællands i alt cirka 4000 hektar skov. Krydset betyder "Nix pille" og er et tegn til skoventreprenørerne om, at lige netop det træ ikke må fældes. Forklaringen sidder oppe i træets krone. En stor samling af grene og kviste udgør en rede. Det er musvågernes værk. Og træet er derfor et såkaldt redetræ.

- I de seneste tre år har det samme musvågepar holdt til i træet, og sidste år fik de tre unger på vingerne, fortæller Morten Bidstrup begejstret med hovedet bagover.

Udover at afmærke de træer, der skal fældes, etablerer Morten Bidstrup også fire meter brede spor i skovbunden, som er en del af den såkaldt naturnære skovdrift. De permanente spor skal bruges, når store skovmaskiner og lastbiler henter træstammer ud af skoven. Før i tiden kørte traktorer på kryds og tværs i skovbunden, som blev pløjet voldsomt op. I dag tager skovfolkene mere hensyn til skovens flora og dyreliv ved kun at benytte de etablerede spor.

Døde konger er skovens guld

- Det piner mig, når de gamle træer skal fældes, siger Morten Bidstrup med lidt bekymret mine.

- Jeg kan godt li' gammel skov. Men de pæneste træer får savværkerne og de grimmeste træer får naturen. Så det er jo godt nok, konkluderer han.

Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Ifølge Morten Bidstrup er urørt skov naturens gave til sig selv, for når et gammelt "grimt" træ dør, bliver det rådne plantevæv hjemsted for svampe og insekter, og dermed et stigende antal fugle. Træer med "sår" og huller i stammen bliver bolig og redemulighed for flagermus eller flagspætter.

- Jo ældre træerne er, jo mere værd er de for naturen. Og døde træer er de bedste træer, for den urørte skov viser os, hvad der sker i naturen, når vi ikke gør noget ved den, fastslår Morten Bidstrup.

- Det allervigtigste for skoven er døde træer. Hvis man tænker på dyrelivet, så er naturtræ en mangelvare, siger den grønklædte skovløber og forklarer det med, at skovene er blevet dyrket intensivt gennem mange år.

Når værdigheden forsvinder

Den vinterindkapslede stilhed mellem træstammerne gennemtrænges af en tiltagende knagen og bragen. Kongen er ved at gå i knæ. Den tykke stamme suser med en langsom, sej bevægelse gennem den bidende kolde luft. Sekundet inden den rammer skovbunden har kongen stadig værdigheden i behold. Jorden gennemrystes. Et brag så dybt og hult, at det laver ekko gennem de bare stammer. Motorsavene går straks i gang med at fjerne sidegrene og trækrone. Værdigheden er borte.

Varm ånde svæver tungt gennem netvisiret på entreprenør Michael Christensens sikkerhedshjelm. At fælde konger er ikke for svæklinge. Men Michael Christensen og hans bror Christian gør det i adstadigt tempo. Han løfter visiret op og siger med et skævt smil:

- Man skal jo ikke splitte sig selv ad.

En svedperle triller ned langs hans næsefløj. Han har fældet konger de sidste 20 år.

Efterhånden som de støttende grene forsvinder, lægger kongen sig langsomt tungere mod skovbunden. Da den sidste gren saves af, lyder en dyb knagen fra stammen. Kongens sidste krampetrækning.

trhe nordvest.dk