I dag, den 13. januar, er det præcis 100 år siden, at Lyngby Kommune skiftede navn til Lyngby-Taarbæk Kommune. Der var ikke tale om en sammenlægning, men en navneændring, idet Taarbæk altid har ligget i kommunen.

Navneændringen var foreslået i efteråret 1908 af læge Johan Lemche, der på dette tidspunkt var medlem af Lyngby Sogneråd. Johan Lemches forslag gik ud på, at Lyngby Kommune fremover skulle kaldes Lyngby-Taarbæk Kommune, og at sognerådet skulle kaldes Lyngby-Taarbæk Kommunalbestyrelse.

To år tidligere var Taarbæk blevet et selvstændigt kirkesogn, og uvilkårligt skulle man tro, at det var opdelingen i to kirkesogne, Lyngby og Taarbæk, der lå til grund for forslaget. På sognerådsmødet den 12. oktober 1908 motiverede Johan Lemche da også sit forslag som "en retfærdighedshandling, nu da der jo er to sogne". Ved afstemningen blev forslaget vedtaget med 12 stemmer. Sognerådet havde dengang 13 medlemmer, og netop Taarbæks repræsentant, bagermester Johann Garrn, stemte

imod

forslaget. Hvorfor mon det?

Når Johan Lemche foreslog, at Taarbæk kom med i kommunens navn, skal grunden i virkeligheden søges i de aktuelle lokalpolitiske forhold. Tidligere på året havde Taarbæk gjort et kraftigt forsøg på at blive udskilt fra Lyngby som selvstændig kommune. En stor del af Lyngby Kommunes skatteindtægter kom dengang fra Taarbæk, hvor der var mange rige beboere i de store sommervillaer i selve Taarbæk og i Springforbi.

Hvis ejerne boede på deres landsteder mere end fire måneder om året, skulle de betale skat til Lyngby Kommune. I Taarbæk var man imidlertid utilfreds med, at Lyngby Sogneråd ikke lod pengene komme Taarbæk til gode, men anvendte dem til formål andre steder i kommunen - navnlig i Lyngby. Dengang (i 1911) havde kommunen 9327 indbyggere, hvoraf 1224 boede i Taarbæk.

Det, der fik bægeret til at flyde over, var den såkaldte skolesag. I 1907 havde Lyngby Sogneråd besluttet at bygge en ny skole i Lyngby (den nuværende Engelsborgskole) til erstatning for den hidtidige skole i Bondebyen, selv om denne skoles bygninger overvejende var opført i årene 1895-1905 og altså var temmelig nye.

Taarbæk Skole var derimod opført i 1821 og var ganske vist blevet udvidet i 1882; men den var ganske utidssvarende. Trods ønsker om forbedringer var det eneste, man opnåede, at få udskiftet en kakkelovn - med en brugt kakkelovn fra den nedlagte Lyngby Skole!

Udsigten til skatteforhøjelser for at finansiere Lyngbys nye skole forstærkede naturligvis Taarbæks bestræbelser på at komme fri af Lyngby og selv kunne disponere over sine skatteindkomster.

Derfor ansøgte Taarbæk Grundejerforening i februar 1908 Københavns Amtsråd om, at Taarbæk måtte blive udskilt fra Lyngby Kommune og blive en selvstændig kommune. Sognerådet protesterede, og idet sognerådsformand Emil Piper også var medlem af amtsrådet, havde han let ved at afvise klagerne fra Taarbæks beboere. I september afslog amtsrådet Taarbæks ønske om selvstændighed.

Det kan undre, at amtsrådet ikke forelagde sagen for Indenrigsministeriet, og at Taarbæk Grundejerforening heller ikke ankede afslaget til ministeriet.

Løsrivelsesforsøget var altså mislykket og er ikke siden blevet gentaget. I Lyngby betragter man det som det sidste løsrivelsesforsøg fra Taarbæks side. I Taarbæk taler nogle derimod om det

seneste

forsøg.

Det er i dette lys, at man skal betragte Johan Lemches forslag om at tage Taarbæk med i kommunenavnet. Langt senere fortale han i nogle erindringer, at han med sit forslag ville imødekomme den lokale forfængelighed i Taarbæk og derved fjerne en del af utilfredsheden og uroen hos Taarbæks beboere. Det var ment som en trøst efter det mislykkede løsrivelsesforsøg og skulle vise taarbækkerne, at man i Lyngby regnede dem som ligeværdige medborgere.

Når bagermester Garrn som Taarbæks repræsentant i sognerådet alligevel stemte imod forslaget, viser det imidlertid, at Johan Lemches forslag aldeles ikke var venligt ment. Det var tværtimod et omklamringsforsøg. Ved at tage Taarbæk med i kommunenavnet ville man gøre det sværere for Taarbæk at motivere et nyt løsrivelsesforsøg. Taarbækkerne ville ellers kunne hævde, at deres by ikke kun blev stedmoderligt behandlet, men at den ikke engang var nævnt i kommunenavnet.

Efter at have vedtaget forslaget sendte sognerådet en anmodning til Københavns Amtsråd om godkendelse af, at kommunen fremover skulle hedde Lyngby-Taarbæk Kommune. Amtsrådet sendte sagen videre til Indenrigsministeriet, der den 13. januar svarede bekræftende.

Amtsrådet sendte derfor den 20. januar besked til sognerådet i Lyngby om, at anmodningen var godkendt. På sognerådsmødet den 8. februar kunne sognerådsformand Emil Piper meddele resultatet til sognerådets medlemmer. Offentligheden fik kendskab til ændringen den 10. februar, da sognerådsmødet blev refereret i Københavns Amts Avis.

Man kan altså diskutere, hvilken dag der er navnet Lyngby-Taarbæk Kommunes fødselsdag; men den mest naturlige er den 13. januar med Indenrigsministeriets godkendelse. Men man kunne også sige, at fødselsdagen er den 8. februar med formandens offentliggørelse i sognerådet, eller den 10. februar, hvor den lokale Københavns Amts Avis bragte nyheden videre til kommunens befolkning.

At Johan Lemches initiativ var velbegrundet, blev hurtigt bekræftet. I foråret 1909 skulle der være valg til sognerådet. Det var for øvrigt første gang, hvor kvinder kunne stemme og vælges ind i sogneråd og byråd, og første gang begge de hidtidige to valgklasser stemte sammen.

I Lyngby-Taarbæk Kommune fandt valget sted den 9. marts. Der var opstillet tre lister: A (borgerlig), B (socialdemokratisk) og C (Taarbæklisten). Sognerådets 13 medlemmer blev ved valget 6 borgerlige, 5 socialdemokrater og 2 fra Taarbæklisten. De sidstnævnte kunne således afgøre sognerådets flertal. De valgte at dele sig, således at sognerådet kom til at bestå af 7 borgerlige og 6 socialdemokrater.

Ved det næste sognerådsvalg valg havde Emil Piper stillet sig på plads nr. 7 på den borgerlige liste. Han ønskede ikke at sidde i et socialdemokratisk domineret sogneråd og gled dermed efter eget ønske ud, da socialdemokraterne faktisk fik flertallet med 7 imod 6 mandater.

Der var socialdemokratisk flertal i sognerådet frem til 1950, hvor de borgerlige partier med De Konservative i spidsen generobrede flertallet.

I 1952 fik Lyngby-Taarbæk Kommune status (men ikke betegnelse) som købstad. Sognerådsformand Paul Fenneberg fik dermed titel af borgmester, og sognerådet kom omsider til at hedde kommunalbestyrelsen, som Johan Lemche havde foreslået allerede i 1908. Derimod har betegnelsen byråd aldrig været brugt i Lyngby-Taarbæk.

I mellemtiden var sognerådet i 1943 vokset til 15 medlemmer. I 1970 blev antallet 19, og i 1974 nåede man op på de nuværende 21 medlemmer.

Begivenhederne i 1908-09 omkring Taarbæks løsrivelsesforsøg, kommunenavnets ændring og sognerådsvalget fortjener at blive mere detaljeret beskrevet. Det vil ske med en udstilling i Byhistorisk Samling på Frieboeshvile, hvor f.eks. en række af de implicerede personer vil blive præsenteret. Da 100 års jubilæumsdatoen for navnet Lyngby-Taarbæk Kommune alligevel ikke er indiskutabel, og da Byhistorisk Samling har planlagt andre udstillinger i foråret, venter vi til efteråret med at genoptage denne artikels emne.