Gratis parkering i Hillerød ? Det er da let...

Jeg er så glad for, at vi har en læser ved navn John Pontoppidan, der kan hjælpe alle os, der ønsker at parkere gratis i Hillerød.

Pontoppidan skriver, at der er 1744 gratis parkeringspladser i Hillerød, og at der er 2.427 parkeringspladser, hvor der skal betales.

Jeg vil foreslå Pontoppidan, at han udarbejder et kort over de parkeringspladser, der er gratis, for jeg kan ikke finde dem.

Hvis jeg har et ærinde i Slotsgade, koster det at parkere på parkeringspladsen ved Nordea. Ligeledes koster det at parkere på Markedspladsen og i omegnen af denne. Men jeg kan selvfølgelig parkere på "Irmatorvet" i Frederiksværkgade og få mig en god travetur med ugens indkøb fra Slotsgade.

Helsingørsgade: Hvor er nærmeste gratis parkering ?

Men du har ret, Pontoppidan, nød lærer nøgen kvinde at spinde :

Jeg handler bare i Føtex, for der er der nu gratis parkering i 2 timer. Det var der vist et socialdemokratisk kvindeligt byrådsmedlem, der ikke vidste, at man kan nu...

Og Bauhaus har ligeledes gratis parkering, og man skal ikke engang lede efter mønter til indkøbsvognene mere.

Og her i Skævinge er der gratis parkering både hos Brugsen og Netto og ved stationen.

Hvis det er korrekt, at kommunen kun har 555 betalingspladser, så synes jeg, at vi skal spare de hårdtpressede byrådspolitikere for at bruge mere tid på at debattere, om disse pladser skal være gratis. Og du har jo sikkert ret, Pontoppidan, for du har uden tvivl undersøgt dette til bunds.

Kan du ikke lige sætte rød farve på et kort, hvor disse pladser er ? Så parkerer vi alle på de gratis parkeringspladser, og så behøver politikerne og administrationen ikke at tømme automater og holde opsyn med borgerne på de 555 pladser. Se, det er da en spareplan, der vil noget :-)

Jeg er enig med Pontoppidan: "Klag" til ejerne af de private parkeringspladser eller boykot dem, sådan som det er sket med pladserne over for Føtex.

Eller bed dem om at gøre som Føtex og Bauhaus, der lytter til kunderne og indretter sig efter disses ønsker. De lever jo af kunderne, det gør kommunen jo ikke...

Selvfølgelig handler vi i Hillerød. Endnu...

Læs John Pontoppidans læserbrev her

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...