Dybsø Fjord skulle tørlægges

VORDINGBORG: Dybsø Fjord tørlagt! Det lyder som en obskur tanke, men det var ikke desto mindre, hvad der kunne være sket, hvis man i perioden fra 1940 til 1970 havde fulgt de forslag, der blev fremlagt af landvindingsfolkene.

Det skriver journalisten og forfatteren Kjeld Hansen i sin bog "Det tabte land". Sammen med en lang række andre forslag indgik Dybsø Fjord i det katalog af landvindingssager, som blev præsenteret for Statens Landvindingsudvalg. Og mange af disse sager blev ført ud i livet til stor skade for naturen.

I 1940 blev Dybsø Fjord første gang nævnt på en lang listet over mulige landvindingssager. Mange var imod, og da bundforholdene ikke var gode, og økonomien ikke kunne holde, blev projektet i første omgang droppet. Men i 1953 opstod en ny situation, da militæret manglede øvelsesplads.

Man ville inddrage jord fra Rosenfeldt Gods ved Vordingborg, men Landbrugsministeriet foreslog, at man i stedet for at inddrage landbrugsjord udtørrede Dybsø Fjord.

Et udvalg til "Dybsø Fjords Bevarelse" blev dannet. Udvalget indsamlede underskrifter fra befolkningen, og man henvendte sig til regeringen og gjorde opmærksom på, at Dybsø Fjord er en af landets skønneste med store landskabelige værdier. Også Avnø indgik i overvejelserne om en øvelsesplads.

Først sidst i tresserne faldt afgørelsen, idet forsvaret valgte at etablere øvelsesplads på Kulsbjerg.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...