Frygt for røvere ved Ishøj Centrum

Ishøj: Flere af de faste gæster på Bamses Bodega i IShøj er blevet overfaldet de seneste to uger - nogle flere gange.

De seneste to uger havde der indtil tirsdag været cirka 14 overfald på borgere i og omkring Vejlebrovej. Fælles for dem alle er, at de er gået ud over de faste gæster på Bamses Bodega. Det har skabt frygt blandt de mange stamgæster, at nogle unge drenge har fundet en fidus i at "rulle" gæsterne fra Bamses, når de er på vej hjem efter en fyraftensøl.

Så sent som onsdag beskrev Sydkysten Nord, hvordan tre personer med blot 20 minutters mellemrum var blevet overfaldet og berøvet på Vejlebrovej ved Ishøj Centrum sidste torsdag aften.

- Vi tror, de står på lur og holder øje med os. De er mellem to og fem stykker, når de kommer over. Alle er bange, og vi snakker meget om det. Vi har aldrig haft problemer før, og de fleste gange er det sket, når folk skal hjem fra Bamses og ind i deres opgange tæt på, fortæller Jette de Lasson, som er tjener på Bamses Bodega.

"Det er sindssygt"

Stort set alle gæsterne på stedet er stamgæster. En af dem er Knud Hassing Jacobsen, som selv blev overfaldet mandag den 29. november. Det skete godt nok ved Tranegilde Strandvej, hvor han fik sin rygsæk revet af ryggen, mens han cyklede, men den oplevelse samt snakken på stedet har gjort ham langt mere påpasselig, end han nogesinde har været før. Nu tør han ikke engang gå gennem tunnelen ved den nærliggende Centerstien. Det har man forståelse for ved lokalpolitiet i Ishøj.

- Vi vil meget gerne have det stoppet. Sagerne er blevet så mange, at de ryger direkte i varetægtsfængsling. Nogle af de folk, der kommer fra værtshuset er nemme ofre, og det er lige som at tage bolscher fra børn. Gerningsmændene tænker, at der ikke er nogen risiko, siger Palle Blak fra lokalpolitiet i Ishøj.

- Lige nu er det sindsygt. Folk snakker om, om de overhovedet tør tage hjem, og jeg ved der er flere, som ikke ved, om de overhovedet tør komme herned. Folk er mærkede af det, siger Jette de Lasson, selv om overfaldene ikke er fysiske.

- De skubber dem ikke omkuld og tager ikke dankort og mobiltelefoner. De vil kun have kontanter, fortsætter hun.

Trods de mange sager er der ingen konkrete signalementer. Politiet oplyser, at en af gerningsmændene er 17-18, begge med udenlandsk oprindelse og cirka 170 cm. høj. Et vidne siger, at han muligvis har skæg, og at han bærer en brun Canadian Goose jakke med hætte.

Den anden beskrivelse går på en person, der er jævnaldrende, 155 til 160 cm. høj, og han bærer en kasket og brun jakke.

Politiet hører meget gerne fra eventuelle vidner i sagerne.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...