Af Anders Holst, formand for Radikale Venstre i Odsherred
Det hører med til historien om Jakob Ellemann, at han som formand for venstre overtog et politisk og parlamentarisk fallitbo, og jeg vil huske ham som formanden der befriede Venstre.
Der er perioder i de politiske partiers historie, hvor knuderne er blevet så stramme at de ikke kan løses uden at klippe snorene. Hvor opgøret med bærende fortællinger om partiet og dets resultater er helt nødvendige, og hvor nye sløjfer alene kan bindes med snore spundet af værdigrundlaget i nye fortolkninger, hvis partiet skal levedygtigt med ind i fremtiden. Sådanne perioder kræver at den ansvarlige der rækker ud efter magten og stiller sig i spidsen, kan ofre sig på partiets alter og turde tro på at kampen for fornyelse og afsked med det gamle, gør en positiv forskel, selvom prisen betales personligt.
Når overmodet er en kvalifikation
Alting med en pris i politik, og oprydninger er noget af det allermest bekostelige. Men når de mytiske fortællinger om idealer og fortidige resultater, er blevet til mentale lænker i et politisk parti, skal det til.
Det er i sådanne situationer de yngre og uprøvede ofte får en chance. Jakob Ellemann havde modet til at række ud efter magten, og kom afsted ad de lange og krogede stier der skal vandres, når man rydder op i gamle myter og skal bryde politisk dysfunktionelle mentale lænker. Han gjorde det han troede på, satte alt på et bræt og gjorde op med gamle dogmer som leder af Venstre.
De mange opgør
Jakob Ellemanns problemer voksede i takt med rækkevidden af de beslutninger han tog for sit parti. De store beslutninger blev indhentet af tiden, og flere blev til selvmodsigelser: Han gav Inger Støjberg chancen som næstformand for at samle partiet, og sendte hende senere i Rigsretten for at genetablere anstændigheden. Han forsvor at gøre Mette Frederiksen til Statsminister på Venstres mandater, for i regeringsforhandlingerne at bide sig fast i bordkanten, og stemple ind til det politiske projekt der gjorde hende til netop det – Statsminister. Tilmed på en vision om samarbejde over midten, som hans forgænger blev afsat for at præsentere.
Det var også Jakob Ellemann, der gjorde det klart for den indflydelsesrige landbrugslobby i Venstre, at partiet ikke længere kan holde hånden over den baconproduktion, han som Miljø- og Fødevareminister havde sat så stor pris på, og sidst men ikke mindst tog han bladet fra munden, og gjorde op med Anders Fogh Rasmussens interne knægtelse af den frie debat i Venstre. Med andre ord, Jakob Ellemann pustede ild i samtlige af Venstres gløder, men brændte sig på det bål han tændte.
Overgangsfigur eller grundlægger
Når historien om Venstre fra 2019-2023 skal skrives, vil øjebliksbilledet være en historie om at falde frit i meningsmålingerne, og nogle vil måske kalde Jakob Ellemann Jensen for en overgangsfigur der fejlede i Venstre. Men i et mere overordnet perspektiv, kan det også blive historien om et stort politisk mod, om en grundlægger, der satte Venstre fri, og gav den kommende ledelse de bedste betingelser for at lykkes godt: Overståede opgør og ro på bagsmækken, dårlige meningsmålinger, og fuld frihed til at navigere politisk og parlamentarisk.
Det afgøres af hvordan en kommende ledelse kan udnytte ansvaret, for at videreudvikle den nye og frie politiske platform, Jakob Ellemann personligt betalte prisen for at etablere. Historien om Jakob Ellemann Jensens tid som formand for Venstre, bliver ikke længere skrevet af ham selv, men vil i høj grad afhænge af om hans efterfølger på posten, har modet til at gribe den frihed, Jakob Ellemann Jensen har kastet fra sig. For at få Venstre videre.