MØN: Efter blot ni måneders forpagtning af Liselund Ny Slot på Møns Klint har Charlotte Bagge Hansen valgt at stoppe med udgangen af 2010.
Charlotte Bagge Hansen - der ellers med succes har drevet det lille, fornemme hotel med gourmetrestaurant og sommercafé - betoner ellers, at driften har været "meget tilfredsstillende".
- Men en stor del af indtjeningen kommer fra den kursusvirksomhed, som ejerne af Liselund Ny Slot, Krista og Steffen Steffensen, Stege, driver. Det forventes, at de statslige tilskud til denne kursusvirksomhed reduceres betydeligt, og derfor er der stor usikkerhed om omfanget af næste års booking og prisniveau, fastslår Charlotte Bagge.
Selvom den øvrige omsætning ifølge Charlotte Bagge Hansen har vist stigende tendens i 2010, vurderer hun overfor Sjællandske, at den ikke er tilstrækkelig til at sikre en rentabel drift.
Krista og Steffen Steffensen overtager igen driften af Liselund Ny Slot pr. 1. januar 2011 og gennemfører de arrangementer, som allerede er bestilt.
Familien Steffensen har lige nu ikke noget bud på, hvad fremtiden kommer til at bringe for det unikke bo- og spisested Liselund Ny Slot.
- Vi er først lige begyndt at gøre os tanker om fremtiden med Liselund. Forhåbentlig ved vi mere hen mod jul, siger Krista Steffensen til Sjællandske.