Forsker: PET ved mere om konkrete trusler

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har i løbet af det seneste halv års tid fået en større viden om, hvad terrortruslen mod Danmark består af.

Det vurderer terrorforsker Lars Erslev Andersen, efter PET tirsdag udsendte en trusselsvurdering, der omtalte specifikke og alvorlige terrortrusler mod Danmark.

- Det (trusselsvurderingen, red.) ligger meget godt i forlængelse af den udvikling, vi har set de seneste måneder med en øget aktivitet, siger Lars Erslev Andersen, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Han peger på flere hændelser, der har gjort terrortruslen langt mere konkret end hidtil: Al-Qaeda har i sit internetmagasin Inspire direkte sat tre danskere på sin dødsliste: Jyllands-Postens afgående kulturredaktør Flemming Rose, tidligere chefredaktør Carsten Juste og tegner Kurt Westergaard.

Dertil kommer, at afhøringer af Chicago-terroristen David Headley har givet både Danmark, men også de øvrige europæiske lande indblik i hans kontakter til konkrete terrorceller og terrorister med base i Europa og al-Qaeda-ledere i Pakistan. Headley er blandt andet sigtet for at planlægge terror mod Jyllands-Posten.

- Det har givet et mere konkret billede af, hvad det var for en plan, og hvilke kontakter Headley og hans folk havde, siger Lars Erslev Andersen, der også peger på sagen om Lors Doukaiev, den etbenede bombemand fra Hotel Jørgensen i København.

- Han er det, PET betegner som en solo-terrorist. En mand, der ikke er organiseret, men inspireret og forsøger at handle på egen hånd, siger Lars Erslev Andersen og fortsætter:

- Hvis man stykker de ting sammen i forhold til den tidligere trusselsvurdering, så er der noget mere konkret stof på nu, og det er det, PET nu siger

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...