Selvom meget sne i øjeblikket er ved at smelte væk, er der ikke ligefrem dømt tøbrud blandt borgerne i kommunens nordlige hjørne. De er tværtom dødtrætte af Ringsted Kommune, når det gælder rydningen af vejene i landområdet Skee, Allindelille og Haraldsted.
Annie Hedegaard har boet i Haraldsted i 28 år og har aldrig oplevet noget lignende.
- I mange år har vi haft perfekt snerydning, fordi en privat vognmand tog sig af det med lastbil, men nu hvor kommunen har overtaget opgaven med traktor, er det helt grotest, siger hun.
Selvransagelse
Også Anne Klee, der bor og arbejder i Haraldsted som ejendomsmægler, mener, at situationen kalder på selvransagelse i Ringsted Kommune.
- Det er selvfølgelig altid et problem, at man ikke kan komme ind på de mindre veje, men med de offentlige veje har man da en forventning om, at de bliver ryddet hurtigst muligt, hvilket langt fra er tilfældet, siger mægleren.
Hos Vej og Park har de haft travlt, siden den første sne begyndte at falde for en uge siden, lyder det fra vintervagt Jan Hansen.
- Vi har haft travlt i hele Ringsted Kommune siden den første sne, men vi har også et vinterregulativ at arbejde efter, der bestemmer, hvad vi skal prioritere først, og det er hovedvejene og byområder, siger vintervagten, der forsikrer, at kommunen natligt har ryddet veje i det omtalte landområde.