"End of production" blev fejret ved en særlig begivenhed på fabrikken den 5. november 2010 med en særudstilling af de mest ikoniske V12-modeller fra Lamborghinis historie samt en parade gennem byens gader. Tidligere supersportsvogne som Lamborghini 350 GT, Lamborghini Miura, Lamborghini Countach og Lamborghini Diablo eskorterede en Lamborghini Murciélago LP 670-4 Superveloce ud af fabriksporten på en symbolsk sidste tur.
Siden introduktionen i 2001 er der bygget 4.099 eksemplarer af Lamborghini Murciélago. Et imponerende antal set i sammenligning med de foregående V12-modeller Miura, Countach og Diablo. Den sidste Murciélago var den specielle Superveloce-version med 670 hk fra den kraftfulde V12-motor. En udbredt brug af kulfiber og andre eksotiske letvægtsmaterialer har skåret 100 kilo af egenvægten og designet er endnu mere skarpt og kantet. 0-100 km/t tager blot 3,2 sekunder og den voldsomme acceleration fortsætter hele vejen op til 342 km/t.