En miskendt musiker

Disco Tango, Hip Hurra det' min fødselsdag og Under stjernerne på himlen.

Vi kender alle de populære ørehængere, der bærer Tommy Seebachs signatur. Manden var en fantastisk dygtig popsnedker, et selvlært musikalsk talent, der aldrig stolede på sit eget værd, og som valgte at tage turen helt ned på bunden af flasken, da modgangen satte ind for alvor.

Han døde som 53-årig i 2003 - næsten upåagtet af den omverden, der et årti tidligere havde feteret ham - på vej til sit ydmyge spillested på Bakken. Dér, hvor karrieren begyndte og endte.

"Det lå ikke lige i kortene, at jeg skulle skrive den historie, og der var mange, der sagde til mig, at jeg skulle lade være. Men så bliver jeg stædig. Jo mere jeg undersøgte, jo mere fik jeg lyst til at skrive den. Det gik op for mig, at det var en god historie, og det er det, der betyder noget, når man skriver," fortæller Peer Kaae, der har to populære bøger ude på næsten samme tid, hvilket primært skyldes, at han var nødt til at vente på en række administrative tilladelser i forbindelse med Peter Bangs Vej-bogen, og derfor havde tid til at begynde på historien om Tommy Seebach.

Bogen bygger på interviews med hans nærmeste familie samt venner og kolleger fra musikbranchen.

"Det, der har gjort størst indtryk på mig, er hans families indstilling til bogen. De har været fantastisk ærlige og givende. Jeg havde helt klart frygtet en masse forbehold, som kunne være helt med rette, da det er en barsk historie, man måske ikke har lyst til at dele, men de har ikke været tilbageholdende. Tværtimod. Og der er ingen tvivl om, at de elskede ham til det sidste - og han dem, selv om det var utroligt hårdt for dem at leve med hans drikkeri."

Peer Kaae kalder historien om Tommy Seebach for popmusikkens svar på Tom Kristensens klassiker Hærværk. En menneskelig deroute, der tager sin begyndelse, da succesen for en stund ebber ud og der bliver længere mellem jobbene. Da overtager mindreværdet og de bristede drømme, og virkeligheden må dulmes med stadig større mængder alkohol, som til sidst betød, at Tommy Seebachs kone, Karen, ville skilles. Ikke mindst af hensyn til parrets tre børn.

De flyttede hver til sit, men bevarede en tæt kontakt, og skilt blev de aldrig. Kun separeret.

Tommy Seebach var selvlært. Lige fra barnsben i den brutale og brovtende faders først burgerbar, senere danserestaurant, hvor den unge Tommy gjorde indtryk med sin musikalitet allerede fra tre-årsalderen. I ungdomsårene var han teenage-idol, og som 15-årig turnerede han med tidens største pigtrådsband, Sir Henry & His Butlers.

Han var kun 29, da han vandt Melodi Grand Prix med Disco Tango, der blev et kæmpehit, og i dag har fået en renæssance blandt de unge på blandt andet You Tube.

Sønnen Rasmus Seebach, der selv nyder en enorm popularitet som musiker netop nu, spiller som ekstranummer sangen "Under stjernerne på himlen". Det er en hyldest til hans far, og publikum elsker den.

Fra bogen:

"Tommy kastede rundt med det orgel. Jeg gik helt på røven over den fyrs kunnen. Jeg var så imponeret, at jeg ikke turde gå op bagefter koncerten og give ham hånden. Så god var han."

Ivan Pedersen, musiker og sanger, tidligere Laban, nu Backseat om den unge Tommy Seebach

"Det væltede ud af fingrene på ham, og publikum sad med åben mund og polypper over, hvor fantastisk han spillede. Han fik hele salen til at koge. Tommy var et vidunderbarn bag det orgel."

Keld Heick, komponist, musiker og sanger, om den unge Tommy Seebach

Tommy Seebach vandt Melodi Grand Prix'et i 1993 med netop den melodi, men den blev også det endelige skub, der sendte ham ud over kanten. Den fik en bundplacering i det internationale Melodi Grand Prix og det betød, at Danmark ikke kunne deltage det efterfølgende år.

Allerede i slutfirserne tog hans drikkeri til, og trods flere forsøg fra hjælpsomme venner og kolleger, afviste han at have et problem. Da "Under stjernerne på himlen" endelig blev antaget og vandt Melodi Grand Prix igen, følte han sig på vej op igen. Da fiaskoen efterfølgende blev en realitet, og medierne udskreg ham til et flop, blev flasken den blivende løsning.

Fra bogen:

"Så sagde jeg til Tommy, at hvis Disco Tango skulle med til Melodi Grand Prix, måtte han selv synge den. Vi talte sammen i mange timer, for han rystede i bukserne over den udmelding."

Jørgen de Mylius, radio- og tv-vært, om den melding han gav, da Gitte Hænning med kort varsel meldte fra som sangerinde på Disco Tango.

"Han elskede den sang, og fattede ikke, hvorfor juryen ikke kunne lide den. Det fik jeg udpenslet den dag."

Rasmus Seebach, søn af Tommy og musiker og sanger, som fandt sin far grædende på gulvet, da sangen Under Stjernerne på Himlen havde fået afslag for anden gang til deltagelse i Melodi Grand Prix.

I mange år må han lide den tort at være underholdning i storcentre eller tage andre job, hvor han måtte døje med tåbelige tilråb og uforskammetheder.

Men han var en usnobbet og velopdragen mand, der fandt sig i det. På hans sidste scene på Bakken, hvor han i flere år sad alene og underholdt, fandt man efter hans død et bjerg af små Underberg-flasker under scenen, som var den trøst, han lænede sig op ad, når det blev for svært. Ti år efter sin sidste Melodi Grand Prix optræden, faldt han i 2003 død om med et hjertestop på Bakken.

Bogen tegner et nuanceret portræt af Tommy Seebach, der i bund og grund er et sympatisk, ærligt menneske, som elsker sin familie, men som ikke kan klare presset og den manglende succes.

"Han var en fantastisk dygtig musiker, og han fik en hård medfart. Han blev nærmest behandlet som landsforræder ovenpå fiaskoen i 1993. Desværre kunne han slet ikke klare det, og dermed heller ikke forvalte sit kæmpetalent, selv om mange i branchen hjalp ham, fx Jørgen de Mylius og Keld Heick, som begge har set hans hits - ofte længe før ham selv.

Jeg håber bogen kan være med til at give et andet billede af Tommy Seebach, end det offentligheden har på nethinden efter hans nedtur. Jeg ved, at det også er familiens håb. Det er derfor, de har medvirket. De håber, at han nu får den respekt, han ikke fik i levende live," siger Peer Kaae.

Om forfatteren:

Peer Kaae, født 1966, bosiddende i Søllerød. Har arbejdet i mange år som journalist ved blandt andet Se & Hør, hvilket han også har udgivet en bog om. Udgav for nylig bogen Dobbeltmordet på Peter Bangs Vej, som han har researchet på Landsarkivet gennem to år. Han når frem til et bud på, hvem morderen er. Han må dog ikke afsløre navnet på grund af den tavshedspligt, dokumenterne er omfattet af. Men bogen har givet så voldsom respons - ikke mindst lokalt, at han så småt håber at kunne skrive en opfølger. Bogen har vakt så enorm interesse, at den allerede er på fjerde oplag. En uventet succes, indrømmer Peer Kaae, der skrev historien, fordi han har været optaget af den siden barndommen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...