50 år med Klintegården

Der er på det seneste blevet festet ad flere omgange på det psykosociale botilbud Klintegården i Frederikssund.

Ikke alene har beboere, brugere og ansatte holdt stor fødselsdagsfest med 3-retters menu, musik og underholdning. I fredags var der reception på stedet. Årsagen til festlighederne er, at Klintegården fylder 50 år.

65 beboere og 78 ansatte er tilknyttet stedet. Derudover bruger et antal mennesker Klintegården som et dagtilbud, og selvom nogle af de fysiske rammer på Klintegården er de samme, som dengang Frederiksborg Amt åbnede et sygehjem i forbindelse med Frederikssund sygehus, så er der alligevel løbende sket en større forvandling med stedet.

For hvor det forlyder, at personalet i de første år ikke måtte holde fri onsdag og torsdag, fordi det var badedag for de 20 sengeliggende patienter, så er Klintegården i dag et psykosocialt rehabiliteringstilbud for personer med psykiske lidelser, og i dag et sted hvor beboernes medbestemmende vægtes særdeles højt.

"De mennesker som i dag benytter Klintegården, er personer som har en eller anden form for psykisk lidelse, og som deraf har behov for enten støtte eller døgndækning. I vores arbejde ser vi det hele menneske, og vi arbejder ud fra recovery-princippet altså ud fra troen på, at det enkelte menneske kan komme sig, og derfor yder vi individuel støtte til den enkelte beboer. Nogle bor her i mange år, mens andre er her i kort tid", siger forstander på Klintegården Pia Enemark.

En af de største forandringer der er sket gennem de 50 år Klintegården har eksisteret, er i følge hende, at menneskesynet er forandret, og der er kommet brugerindflydelse på stedet.

Bla. er nogle af beboerne med i ansættelsesudvalget og kvalitetsudviklingen, ligesom der er et aktivt beboerråd med medindflydelse. Altsammen er med til at skabe rammer som giver mulighed for at udvikle selvværd og livskvalitet og dermed sigte mod et selvstændigt og meningsfyldt liv.

En af Klintegårdens unge beboere er Sanne på 25 år.

"Jeg er skitzofren og har blandt andet derfor brug for struktur i min hverdag. Og så har jeg behov for samtaler og medicinsk behandling," siger Sanne, som selvom hun er glad for at bo på Klintegården, alligevel glæder sig til den dag hvor hun er klar til at komme videre i sit liv.

Men indtil da er der ikke noget der tyder på, at tiden står stille for hende. Blandt andet hjælper hun til i Klintegårdens cafe, hvor hun arbejder syv timer om ugen. Derudover er hun aktiv i beboerrådet og sidder med i kvalitetsudvalget. Og så er hun iøvrigt også en gang om måneden med til at lave Klintegårdens nyhedsbrev..

"Der er masser af muligheder her på stedet og stor rummelighed. Der går ikke bureakrati i den, derfor er vi heller ikke 100 år om at få gennemprøvet tingene. Så selvom Klintegården har fundet sin form, så er der stadig plads til udvikling. Klintegården står aldrig stille," siger Pia Enemark.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...