Mængden af konfiskeret nytårskrudt eksploderer

Det er ikke småmængder, tolderne opsnapper under deres kontroller.

Det er ikke småmængder, tolderne opsnapper under deres kontroller.

Traditionen tro kommer det næppe til at gå stille for sig, når rådhusklokkerne ringer det nye år 2024 velkommen. For manges vedkommende er nytår nemlig lig med fyrværkeri - og gerne i rigelige mængder.

Det mærkes også hos Toldstyrelsen, der i perioden 1. januar til 19. december 2023 har konfiskeret i alt 2,2 tons ulovligt fyrværkeri, hvilket er en ny rekord.

Det oplyser Toldstyrelsen i en pressemeddelelse.

Øget kontrol og tilgængelighed

Toldstyrelsen samarbejder med politiet og Sikkerhedsstyrelsen om kontrollen og om at gøre opmærksom på reglerne for køb og salg af fyrværkeri.

Alene i perioden 2018 til 2022 er der sket en femdobling af beslaglagt, ulovligt fyrværkeri, hvor mængden er steget fra 321 kilo til 1859 kilo.

Stigningen skyldes blandt andet en øget opmærksomhed og en række kontrolaktioner målrettet fyrværkeri, men også en øget tilgængelighed på nettet, hvor fyrværkeriet bliver solgt.

- De seneste år har det været rekord på rekord i mængden af ulovligt fyrværkeri, vi tager, og nu har vi for første gang passeret to tons. Budskabet om at lade være med at købe tåler tydeligvis en gentagelse, udtaler fungerende kontroldirektør i Toldstyrelsen, Kent Midtgaard Hansen.

Tolderne finder blandt andet kanonslag, krysantemumbomber, batterier, røggranater, romerlys og nødraketter i kontrollen.

Langt størstedelen af det lovlige fyrværkeri bliver fundet indpakket rundt om hos de danske post- og kurerterminaler, og krudtet stammer hovedsageligt fra Østeuropa, oplyser Toldstyrelsen i deres pressemeddelelse.

- Man sætter sit eget og andre menneskers helbred i fare, når man køber ulovligt fyrværkeri. Produkterne kan være produceret uden hensyn til almindelige regler for produktsikkerhed, så køb i stedet ved de godkendte salgssteder, udtaler Kent Midtgaard Hansen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...