Elev på køreskole stukket ned

Med en kniv plantet i ryggen blev en mand tirsdag aften kørt til Rigshospitalets traumecenter efter et overfald på Finsensvej på Frederiksberg.

Den 41-årige mand havde netop forladt undervisningen i en køreskole og skulle til at sætte sig ind i en bil, da han blev stukket ned.

Han blev ramt to-tre gange i skulderen og ryggen.

- Gerningsmanden løb i retning ad Lauritz Sørensens Vej, siger Kenneth Vest, den centrale efterforskningsleder i Københavns Politi.

Foreløbig har politiet ingen viden om motivet, og det er også småt med detaljer om knivstikkeren.

- Han var klædt i mørkt tøj og i en mørk hue, siger Kenneth Vest.

De øvrige elever, der forlod køreskolen, har indtil videre ikke kunnet give ret mange oplysninger. De skuttede sig i det dårlige vejr og hastede væk.

Men flere personer har ringet til 112 om overfaldet, og politiet håber derfor, at det vil lykkes at finde vidner.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...