Anledningen er Verdens Diabetes Dag. Det anslås, at op mod 400.000 danskere lider af type 2-diabetes, også kaldet gammelmandssukkersyge, og det skønnes, at ligeså mange har type 2-diabetes uden at vide det.
Cirka halvdelen af dem, der har sukkersyge, men som ikke ved det, er under 65 år. Derudover får 10.000-20.000 hvert år sygdommen. Overlæge ved Medicinsk Afdeling på Køge Sygehus, Henrik Ancher Sørensen siger:
- Mange ved ikke, at de har sukkersyge, og det bliver ofte opdaget ved andre undersøgelser. For nylig har vi haft en patient her, som havde haft forandringer i sit syn, og optikeren havde mistanke om sukkersyge. Men det er rigtigt vigtigt at opdage sygdommen, for diabetes øger risikoen for åreforkalkning, dårligt hjerte og blodpropper. Når diagnosen er stillet, har vi gode muligheder for behandling.
Væksten i antallet af type 2-diabetikere i Danmark skyldes primært usund livsstil. En livsstil med for meget fedt og sukker i maden, overvægt og mangel på motion øger risikoen for at få type 2-diabetes. Personer, der har forældre/søskende med sygdommen, er også i større risiko for at udvikle type 2-diabetes.
Det nytter at forebygge
Da vi ved, at mange mennesker har type 2 diabetes uden at vide det, er jeg rigtig glad for, at vi på Verdens Diabetes Dag kan tilbyde vores borgere i Køge Kommune at få råd og vejledning om sygdommen, så borgerne kan forebygge de skadelige virkninger af sygdommen så tidligt som muligt, udtaler Social- og Sundhedsudvalgsformand i Køge Kommune, Randi Hansen.
Ved at være fysisk aktiv og spise sund mad kan blodsukkeret holdes nede, og hvis du holder op med at ryge, kan risikoen for følger til sygdommen nedsættes væsentligt.
Kom og få målt dit blodsukker og få en risikoprofil med hjem.
Mandag d. 15. november kan alle få målt deres blodsukker i Rådhusarkaden på Køge Rådhus mellem kl. 13 og 17. Ud over at få testet dit blodsukker, målt BMI og blodtryk kan du blandt andet også få en snak om rygestop, kost, fodpleje og høre om tilbuddene i Køge Kommune inden for diabetes-rehabilitering.
Arrangementet foregår i samarbejde mellem Medicinsk Afdeling på Køge Sygehus, De praktiserende læger i Køge, Diabetesforeningen og Køge Kommune.