Per Løvhøj ny træner i Ishøj Boldklub

Fodbold: Ishøj Boldklub har længe stået uden permanent træner, men nu træder den tidligere Solrødtræner, Per Løvhøj, til.

Ishøjs træner, Murat Kütük, også kaldet Mr. Ishøj BK, trådte ekstraordinært til på posten, da klubbens tidligere træner, Rasit Dogan, ikke kunne afse tid til arbejdet.

- Men det har hele tiden været ment som en overgangsperiode, at jeg skulle stå for træningen. Jeg vil hellere koncentrere mig om selv at spille og så hjælpe lidt til ved træningen, siger Murat Kütük.

Hans ønske om at slippe for cheftrænerjobbet ser nu ud til at gå i opfyldelse. Sorøs tidligere, nu fyrede træner, Per Løvhøj, har vist interesse for at træde til.

- Jeg kender helt fint Per Løvhøj. Vi har talt meget sammen, og vi vil meget gerne have ham som træner i klubben. Men der er selvfølgelig nogle aftaler, der først skal falde på plads, før en kontrakt kan underskrives, siger Murat Kütük.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Per Løvhøj om sagen.

Efter sidste uges store 9-1-nederlag mod Frederikssund rejste Ishøj sig ude mod Rishøj ved at vinde 3-1 (2-0).

- Så vi kan gå på vinterpause med panden løftet, siger Murat Kütük.

Hos Rishøj er der ikke de store indvendinger mod sejrens placering.

Ishøj havde masser af tilbud, og tre gange blev det til kasse. Målscorere blev Kadir Dogan, Ziya Öskan og Tufan Bayhan.

For Rishøj scorede Ronnie Bredahl til 3-1 direkte på frispark.

Hos Ishøj fremhæves holdets kommende anfører, Aydin Yalman, for en stor kamp.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...