Ford er igen kommet til Lyngby. Efter Bilia for et par år siden forlod Firskovvej, så er det jyske bilhus Bjarne Nielsen A/S nu rykket ind i de samme lokaler. Firmaet sælger i forvejen biler i Hørsholm, men nu har de sonderet markedet og vurderet, at Lyngby var et godt sted at slå sig ned for at sælge den populære bil.
"Vi kunne se, at der manglede Ford i Lyngby, og da der så opstod en mulighed slog vi til. Nu er vi jo jyder, og når vi sidder i Jylland, så ved vi ikke så meget om geografien herover. Men vi har så kunnet forstå, at Hørsholm er langt fra København, men Lyngby er jo så tættere på, og det er det, som vi har ønsket," siger Jan Eriksen, der er eftermarkedschef hos Bjarne Nielsen A/S.
Siden foråret - hvor det nye domicil på Firskovvej blev fundet - har håndværkere hen over sommeren arbejdet intensivt for at få bilhuset gjort køreklar. Jan Eriksen, der normalt er med til at styre forretningen i det jyske, har de seneste måneder været i eksil i Lyngby, hvor han har været med til at starte projektet op.
"Man kan ikke styre et projekt på afstand. Så jeg og familien har boet på Sjælland i et sommerhus de seneste måneder. Men det har været en spændende proces, som vi kun kan være stolte af," siger Jan Eriksen
Ifølge eftermarkedschefen går bilsalget godt. I hvert fald for biler af mærket Ford.
"Det er et fantastisk produkt med mange forskellige typer biler. Så det er ikke svært at sælge. Jeg synes ikke, at vi har mærket meget til krisen. På varevognsdelen har vi dog kunnet mærke en nedgang, men ikke rigtig på personbiler," siger Jan Eriksen.
Forretningen åbnede for få uger siden med et åbent hus-arrangement. Her kiggede bilinteresserede forbi, og interessen har givet det nye bilhus mod på det nye liv i Lyngby.
"Det var et fantastisk velbesøgt arrangement. Vi fik også solgt nogle biler i den weekend," lyder det fra eftermarkedschefen.
Til at køre den nye Ford-forhandler i det rette gear har han netop været ude og søge efter nye medarbejdere. Og interessen for at være med på det nye team har været stor.
"Vi har fået godt 700 ansøgninger til vores eftermarkedsstillinger. Vi gør meget ud af, at folk har de rette holdninger til, hvordan man behandler kunder. Vores service skal være tip-top. Det vi siger, er også det vi gør. Vi kører altid i højre side, og der er ingen slinger. Kunden skal have en oplevelse af, at han selvfølgelig ikke er til besvær," lyder det fra den jyske bilmand.