Næstved Sygehus tabte kampen om supersygehuset, men fredag åbner et nyt samlet føde- og barselsafsnit på Næstved Sygehus. Der er tale om en investering på 25 millioner kroner, og dermed overtager Næstved Sygehus hovedparten af fødslerne fra Slagelse.
Sygehusplanen blev vedtaget inden planerne om et supersygehus i Næstved røg i vasken, men nu har både den ny føde- og barselsafdeling og den nyligt ombyggede børneafdeling - nu Børnehuset - en fremtid. I hvert fald indenfor en tidshorisont på 8-10 år.
184 ansatte
- 10 år er lang tid. Ikke mindst for vores afdeling, siger Ellen Tobiassen til Sjællandske. Den ledende chefjordemoder henviser til, at afdelingen i al beskedenhed har en fundamental opgave for samfundet.
I forbindelse med gynækologisk-obstetrisk afdelings flytning og sammenlægning i Næstved spares på administration og vagtlæger, men det er reelt kun en ledende overlæge og en sekretær, som er blevet afskediget. I alt 40 stillinger følger med til Næstved Sygehus, og føde- og barselsafdelingen vil fremover tælle i alt 184 læger, sygeplejersker, sekretærer, jordemødre og social- og sundhedsassistenter.
Tilbud: Bliv i 36 timer
I den senere tid har nyhederne fortalt historier om stressede jordemødre og kvinder og babyer, der bliver sendt på gaden tre timer efter fødslen. Men virkeligheden er en anden syd for Valby bakke.
- Vi har den tid, vi skal bruge. Vi kan ikke genkende historierne fra hovedstaden. Det gælder jo starten på et nyt liv, og der er brug for empati og tid. De seneste fem år har vi fulgt en regel, at sunde og raske fødende kvinder får tilbuddet om at blive et døgn eller op til 36 timer efter fødslen, siger Majbritt Friis Alstrup, der er jordemødrenes tillidsrepræsentant.