RINGSTED: 9800 kroner. Det er den faste pris for en begravelse, som pårørende til en afdød får oplyst, så snart de træder ind over dørtærsklen til den nyåbnede Per Østen Begravelsesforretning på Køgevej i Ringsted. Det skriver DAGBLADET Ringsted.
Bedemand Per Østen har nemlig besluttet sig for at gøre op med de efter hans mening ublu priser, som hersker i branchen, og som nemt kan få en almindelig begravelse til at løbe op i 20.000 kroner.
- Vi mener, folk helt åbent skal vide, hvad de betaler for, og vi vil ikke lade dem betale 800 kroner for iklædning af tøj eller nedlægning i kiste, når det ikke tager mange øjeblikke at udføre opgaven. Men mange pårørende er så sårbare, at de bare nikker ja til det hele, når en bedemand viser dem tingene. Den måde vil vi bare ikke være med til at gøre det på hos os, siger Per Østen, der har fem andre forretninger på Sjælland.
For en af Danmarks største bedemænd Claus Berner, der har forretning i Ringsted og i en lang række andre sjællandske byer, er der ikke noget nyt i Per Østens koncept.
- Det kommer jo altid an på, hvad kunden vil have, og mit bud til folk, der ikke har så mange penge, er altid at tage fat i bedemanden og bede om et tilbud, og vi oplever da også, at folk ringer rundt og spørger til prisen, siger Claus Berner.
Indehaver af begravelsesforretningen Jensens Eftf., Karl-Erik Pedersen, er mere skeptisk:
- Jeg håber ikke, det skal blive sådan, at vi skal til at konkurrere på prisen. Det vil hverken være godt for kunderne eller branchen. Men vi andre kan jo ikke gøre noget ved det, hvis det er sådan, det bliver.
