Årets fritidsleder er blevet fundet i Fredensborg Kommune, og prisen gik i år til Christian Probst fra Humlebæk Roklub.
Han har i over 25 år været formand i roklubben, og det har han gjort godt ifølge den indstilling til prisen, som er blevet skrevet.
- Dit engagement og energi er utroligt beundrings- og prisværdigt. Der står også, at du er en ægte ildsjæl, der brænder for roning - og ikke mindst for klubben, hvor du har en fantastisk evne til at skabe et unikt fællesskab og sammenhold på tværs af generationer i og omkring klubben, sagde Marianne Bredgaard Karlsson (R), formand for Fritids- og Idrætsudvalget, og fortsatte
- Humlebæk Roklub er derfor en unik forening, hvor fællesskabet blomstrer og hvor man på for eksempel frivillige arbejdsdage i klubben snildt kan mobilisere 40-50% af alle medlemmer, sagde hun, i sin begrundelse for, hvorfor Christian Probst var den rigtige vinder.
Som belønning for prisen modtog Christian Probst en check på 5000 kroner, en buket blomster og et par flasker vin.