Bedre hjælp til misbrugere

ROSKILDE: Misbrug af stoffer og alkohol er noget, flere og flere får problemer med. For at gøre behandlingen bedre, har Roskilde Kommune oprettet et misbrugscenter, Center for Alkohol og Stofbehandling, på to adresser på Ringstedgade.

Centeret blev taget i brug i starten af måneden og officielt indviet mandag. Det samler de fire tidligere behandlingssteder i kommunen.

For misbrugerne giver det en bedre behandling, fordi det faglige miljø bliver styrket, når medarbejderne kan sparre med hinanden.

Samtidig bliver det nemmere at henvende sig med sit problem, når behandlingen er samlet, og man derfor ikke bliver sendt på kryds og tværs af kommunen. Endelig er den geografiske placering midt i byen vigtig for, at man kan få misbrugerne til at møde op.

Mere for pengene

Misbrugscenteret er samtidig med til at gøre behandlingen mere økonomisk bæredygtig.

- Det er faktisk lovpligtigt at kunne få alkoholbehandling, så hvis ikke vi har et tilbud i kommunen, der er godt nok, så kan man få behandling andre steder og sende regningen til kommunen, siger social- og sundhedsdirektør Yvonne Barnholdt.

Derfor kan det også være en god forretning at have et større misbrugscenter med høj faglig kvalitet.

- Jeg tror, vi kan blive rigtig dygtige, også så dygtige at vi kan tilbyde behandling for andre kommuner, siger formand for Forebyggelses- og Socialudvalget Joy Mogensen (S), som indviede centeret.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...