KALUNDBORG: 39-årig mand fra Kalundborg-egnen blev mandag fængslet.
Han er sigtet for at have tvunget piger under 12 år til samleje og andre overgreb. Manden blev fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Holbæk for lukkede døre. Ifølge anklager Anne Mette Matthiesen har den 39-årige tvunget to piger under 12 år til samleje og anden kønslig omgang end samleje fra 2001 frem til 2006. Han skal også have udnyttet en pige, der var under 10 år.
Nægter sig skyldig
Pigen blev udsat for anden kønslig omgang end samleje fra efteråret 2006 og frem til sommeren 2009. Anklageren ønsker ikke at fortælle, hvordan den 39-årige mand, der blev anholdt i Kalundborg, er kommet i kontakt med børnene.
- Manden blev varetægtsfængslet frem til 11. november, og han nægter sig skyldig i sigtelserne, fortæller anklager Anne Mette Matthiesen.
Den 39-årige mand har kæret sin varetægtsfængsling til landsretten.