Slagelse: 24-årige Damir Horozic fra Slagelse sidder foran sin computer. Han har ikke sovet i næsten to døgn, men trods det massive søvnunderskud, er han dybt koncentreret og har sit blik knivskarpt rettet mod skærmen, hvor et pokerspil er i gang - et pokerspil med 1,6 millioner kroner til første-pladsen.
De er 180 tilbage ud af i alt 1.612 spillere, og da Damir når en 19. plads, er han den eneste dansker:
- Da vi nåede ned til otte på finalebordet, var vi sikret en gevinst på 180.000 kroner for arbejdet, og jeg kørte stadig på et adrenalinkick.
For Damir er søvn på dette tidspunkt en overvurderet størrelse, og med sin erfaring, mod og held ender han på en femteplads:
- Jeg vandt 480.000 kroner - det er da meget godt gået, konstaterer Damir med et skævt smil.
14 dage senere rejser han til Barcelona. Han har gennem en internet-turnering vundet sig adgang til femte stop på pokertouren European Masters of Poker, hvor indskuddet ellers ligger på næsten 8.000 kroner. Blandt 449 andre kortspillere indtager han plads ved den grønne filt på Grand Casino i den spanske havneby.
Damir spiller sig atter til finalebordet og ryger igen ud som nummer fem:
- Jeg kom afsted med næsten 138.000 kroner. Og på trods af skat, sponsor og udgifter, er der alligevel en god slat penge tilbage til mig, fortæller Damir, der om 14 dage atter tager til udlandet.
Læs hele Damirs historie - og om, hvorfor han alligevel ønsker at stoppe med at spille poker - i Sjællandske lørdag.
