Hedehusene: Charlotteager i Hedehusene kommer ind på en lidet flatterende tredjeplads på listen over ghettoer med fleste dømte kriminelle beboere.
Charlotteager er nummer tre på listen med et gennemsnit på 425 dømte kriminelle per 10.000 indbyggere.
Askerød er nummer otte på listen med 288 dømte per 10.000 indbyggere.
Øverst på listen finder man Lundtoftegade på Nørrebro i København, hvor der er 462 dømte kriminelle per 10.000 indbyggere.
Først længere nede på listen finder man Tåstrupgård med 274 dømte per 10.000 indbyggere.
Socialministeriet har udpeget i alt 29 boligområder som belastede områder, såkaldte ghettoer.
En ghetto defineres ved at opfylde to af tre kriterier: Hvis andelen af indvandrere og efterkommere er på over 50 procent, hvis over 40 procent ikke har tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet, eller hvis der gennemsnitligt er flere end 270 dømte kriminelle per 10.000 indbyggere.
For Charlotteager i Hedehusene er procenttallet for indvandrere og efterkommere på 54 procent, mens 39 procent ikke er i arbejde eller under uddannelse. Her er der hele 425 dømte kriminelle per 10.000 indbyggere.
For Tåstrupgårds vedkommende er antallet af indvandrere og efterkommere på 68 procent, mens kun 33 procent ikke har tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarkedet. Her er der 274 dømte per 10.000 indbyggere.
