Soldater slipper psykisk godt fra krig

Selvom 36 danske soldater er blevet dræbt i Afghanistan og langt flere såret, så vender langt de fleste soldater hjem uden psykiske skader. Hele 95 procent af de danske soldater har ingen psykiske efterreaktioner otte måneder efter, at de er kommet hjem.

Det viser en undersøgelse, som psykologer fra Institut for Militærpsykologi på Forsvarsakademiet har foretaget for forsvaret. Det er første gang, at et helt hold danske soldater bliver undersøgt før, under og efter deres udsendelse. I alt 610 soldater, der tog til Afghanistan som hold 7 i januar 2009, har deltaget i undersøgelsen.

- Vores forskningsresultater viser, at niveauet af psykiske efterreaktioner på hold 7 er relativt lavt - også sammenlignet med international forskning, siger psykolog Mette Bertelsen fra Forsvarsakademiet.

Internationale undersøgelser viser, at mellem to og 24 procent af de udsendte udvikler post traumatisk stress syndrom (PTSD) efter en udsendelse. Blandt de danske soldater har fem procent "betydelige psykiske efterreaktioner" efter hjemkomsten, og dermed ligger de danske soldater i den lave ende, konkluderer Mette Bertelsen.

To soldater, svarende til 0,7 procent af de udsendte, haft alvorlige overvejelser om selvmord, efter de er kommet hjem.

På baggrund af undersøgelsen kan soldaterne inddeles i tre markante grupper. Den ene gruppe er relativt stabil og har ingen PTSD-symptomer før, under eller efter udsendelsen.

De to andre er risikogrupper, og for begge grupper gælder, at soldaterne i langt højere grad har savnet opbakning hjemmefra.

I den ene gruppe er ca. seks procent af soldaterne, som har været i mange kamphandlinger, hvor de har frygtet for deres egen og andres sikkerhed.

I den anden risikogruppe er ca. syv procent af soldaterne. D er typisk yngre, har et lavere uddannelsesniveau og har haft traumer før udsendelsen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...