Sur smiley koster Rosenhuset 10.000

Vedbæk: Café Rosenhuset på Vedbæk Strandvej skal betale 10.000 kroner i bøde på grund af for dårlig rengøring. Fødevarestyrelsen har været på kontrolbesøg i caféen og skriver følgende som forklaring i sin rapport:

Ovnen på lageret fremstår meget snavset, der er tykke belægninger af fedt i bradepander og belægninger af snavs i hele ovnen, rullebord der står ved siden af ovn er fedtet og snavset. I sodavandsskuffer ligger der vand, der er gult af snavs. Kafferister, der ikke er i brug fremstår snavset, kølemontre til opbevaring af kager er snavset i bunden, på toppen og på glaslåger. På pålægsmaskine, som ansat oplyser er rengjort er der i hjørner og kroge indtørret pålægsrester og toastmaskiner fremstår snavset og fedtet. Virksomheden kunne ikke redegøre tilstrækkeligt for sine procedurer.

Fødevarestyrelsen har tidligere været på besøg i Café Rosenhuset. Den 12. november 2009, den 15. december 2009 og den 8. marts resulterede det i glade smileyer.

- Det er møgirriterende med den sure smiley, og vi er simpelthen så kede af det. Den ene sure smiley ødelægge mange års hårdt arbejde. Vi har haft caféen i 12 år og har blandt andet haft en elite smiley i mange år. Jeg vil ikke prøve at bortforklare den sure smiley, men blot sige, at Fødevarestyrelsen ramte os på en rigtig dårlig dag. Min kone, Susanne, og jeg var væk på ferie, og vores team i caféen levede ikke op til de krav, vi har til rengøringen. Vi lever af vores kunder, så det her er bare så beklageligt. Vi gør normalt meget ud af rengøringen, lyder det fra medindehaver Klavs Fossum.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...