I oktober fejrer Nivå Kirke sin 100 års fødselsdag og den indledes den 4. oktober med en flot udstilling på Nivå Bibliotek om den smukke kirkes historie i sammenhæng med lokalområdet.
Siden 1970 er der sket rigtigt meget omkring Nivå Kirke. Før var kirken en filial til Karlebo Kirke, men den store befolkningstilvækst i Nivå og Kokkedal skabte nye tider. Antallet af sognebørn blev fordoblet, og dermed kom der ligeledes en voldsom stigning i både barnedåb, konfirmation, bryllupper samt begravelser.
Allerede i 1960érne begyndte den indvendige modernisering: Bænkene blev malet lysere, væggene blev hvide i stedet for gule, og i 1971 blev de to nye glasmosaikruder bestilt til koret i Kirken. I 1980 kom det nye og nuværende orgel, et P. Bruhn & Søn orgel med 21 stemmer og tre manualværker. I den forbindelse blev det gamle orgel flyttet ned foran i kirken, hvor man samtidig flyttede døbefonten fra venstre side, til dens nuværende placering midt i kirken.
Nu er hele kirken igen blevet gjort fint i stand til den store runde fødselsdag, og den er klar til at tage fat på de næste 100 års udfordringer.
Det var godsejer Johannes Hage der finansierede kirkebyggeriet i Nivå, der nu den 24. oktober kan fejre kirkens 100 års dag. Byggeriet skete med tilskud fra Kirkeministeriet og et mindre tilskud fra sognerådet. Baggrunden til projektet startede dog meget tidligere, da Johannes Hages mor om sommeren afholdte gudstjeneste under et stort bøgetræ i Nivå. Det var præsten fra Karlebo der kom og holdt andagt under bøgetræet, og Johannes Hage sørgede for at der blev opført et bedehus som en tilbygning til 'Lille Nivaagaard'.
Næste skridt mod Nivå Kirke kom i 1907, hvor menighedsrådet, hvor Johannes Hage også sad, bad om at afholde barnedåb i Nivå. Biskoppen kom i den anledning med en udmelding om, at man for ganske få midler kunne ombygge bedesalen til en kirkefilial, hvilket Kirkeministeriet gav sin tilladelse til, men dog med det forbehold, at den nye kirkefilial skulle forsynes med et alter, en døbefont, samt alt kirkeligt tilbehør, derunder også en kirkeklokke.
Ombygningen af bedehuset blev dog droppet, men Johannes Hage tilbød i stedet at skænke de afsatte penge til at man kunne opføre en helt ny kirke i Nivå.
Johannes Hage skænkede herefter arealet ved Nivå Kirke, og han betalte ligeledes omkring 20.000 kroner i tilskud til selve opførelsen af Nivå Kirke, en omkostning der endte på omkring 50.000. hvor Kirkeministeriet gav et tilskud på omkring 29.000 kroner, og resten af omkostningen blev dækket af sognerådet.
Nivå Kirke blev tegnet af arkitekt Kay Schrøder, og den 23. oktober 1910 blev Nivå Kirke indviet af Sjællands Biskop, men kirken var allerede blevet anvendt siden foråret 1909.
I dag ligger både godsejer Johannes Hage og arkitekt Kay Schrøder begravet på Nivå Kirkegård.
I 1930 skete den første modernisering. Der blev lagt elektricitet ind i kirken, og de gamle petroleumslamper blev udskiftet til elektrisk lys. Fem år senere blev der lagt et nyt varmeanlæg ind i kirken, da de to gamle kakkelovne var udbrændt.
Nivå Kirke ligger på ?Gravtebakke? på Møllevej op mod den lille granplantage. Kirken er trods gamle traditioner lagt i nord til syd, således at dagslyset bedre kan oplyse korrundingen. Kirken har i alt 220 siddepladsen.
Mandag den 4. oktober åbnes udstillingen klokken 16.30 på Nivå Bibliotek, og her vil man kunne høre om lokalhistorien, arkitekturen, kirkens karakteristiske og smukke skønvirkedetaljer, og ikke mindst om de spændende messehagler og andet historisk inventar.
Torsdag den 21. oktober klokken 19.30 vil historiker Niels Storgaard Simonsen fortælle om Nivå Kirke og Johannes Hage, Nivaagaard, det sker på Nivå Sognegård på Rantzausvej i Nivå. Søndag den 24. oktober klokken 10.00 er der højmesse i den nyistandsatte Nivå Kirke, og efterfølgende reception i Sognegården (forhåndstilmelding pga. af begrænset pladser).
Tirsdag den 26. oktober klokken 17.00 er der pilgrimsvandring omkring Nivå Kirke og Nivaagaard, - man mødes her på Sognegården og starter derfra.
Torsdag den 4. november er der teaterforestilling for sognets 4. klasser, og det hele sluttes af samme dag i Nivå Kirke klokken 19.30, hvor kunsthistoriker og præst Anne-Mette Gravgaard fortæller om Nivå Kirkes arkitektur, udsmykning og inventar.