Næstveds nye sportscenter kan indrettes omkring Næstved Hallerne og stadion. Der er plads nok.
Det fastslår direktør Frans Andersen fra White Arkitekterne i Næstved. Firmaet har udarbejdet en visions-plan. Ingen ved om den nogen sinde bliver realiseret, men den er et væsentligt indlæg i den nuværende stadion-debat.
Frans Andersen oplyser, at det faktisk er et par år siden planen blev udarbejdet. Det skete efter at byrådet besluttede at udskyde Arena-planerne på ubestemt tid. Det fik White-artiklerne til at tænke i andre løsninger.
Stadion i helikopterplan
- Vi valgte at se stadion-området i helikopterhøjde. Finde ud af, hvilke muligheder der er. Og det viser sig, at der faktisk er plads til at indrette et sportscenter, som fuldt udbygget kan bidrage til at bringe Næstved i superligaen i mere end en forstand, siger Frans Andersen.
De nuværende to sportshaller bevares. På det grønne område vest for Næstved Hallerne er der plads til en ny opvisningshal med håndboldbane og 2.400 tilskuerpladser. Multi-hallen tænkes brugt til sport, konferencer og koncerter.
Og den helt store nyhed er, at Næstved Stadion kan udbygges til et moderne stadion med fire tilskuer-tribuner. Det giver et totalt lukket stadion med plads til 10.000-12.000 tilskuere. Den nuværende tribune rives ned og erstattes af en ny. Området mellem tribune og haller overdækkes med glas. Her er mulighed for at indrette butikker og cafeer. Der er plads til hotel, så hele området kan blive Næstveds sports- og kulturmekka.
Borgmester Henning Jensen (S) kalder visionsplanerne for sympatiske.
- Nu skal vi bruge det kommende år til at finde ud, hvad der skal ske med stadion. Og hvem der skal drive anlægget, siger Henning Jensen.