Fjerde DM Guld til Holte-dreng

Af: Thomas Lesly Rasmussen

For fjerde gang i træk vandt Lyngby Softball Klub, kaldet Lyngby Jokers, det danske mesterskab i softball for junior-hold. Ingen andre hold har tidligere vundet mesterskabet mere end højst to år i træk, hvilket understreger klubbens suverænitet på juniorområdet de senere år.

Andreas Schade, Gammel Holte, har været med på holdet og vundet guld alle fire år. Med på holdet var også Lucas Kolding, Birkerød og Victor Kongsbak, Holte, som begge også tidligere har prøvet at vinde guld; mens William Zielke Andersen, Holte, var udtaget for første gang.

Softball spilles efter samme regler som baseball, men bolden er en smule større og banen lidt mindre, hvilket i manges øjne gør det til en hurtigere sport end baseball. Ordet 'soft' betyder ikke, at der spilles med bløde bolde, men kun at bolde gives op (pitches) med underhåndskast i stedet for overhåndskast som i baseball.

U15 holdet kom i en overkommelig pulje A i slutspillet, hvor bl.a. arvefjenderne fra Gladsaxe Softball Klub (GSK) også var. Lyngby Jokers vandt suverænt puljen med sejre i alle indledende kampe, og var dermed klar til semifinalen mod Stenløse Bulls, som var blevet toer i deres pulje. GSK gik videre til semifinalen som toer i pulje A, og skulle møde forhåndsfavoritterne fra Amager Vikings.

Selvom semifinalen var tæt, var Lyngby Jokers' sejr og plads i finalen dog aldrig rigtigt i fare. I den anden semifinale overraskede GSK til gengæld ved at vinde 7-6 over Amager Vikings, selvom de havde været bagud 3-6.

Dermed stod finalen som en gentagelse af finalen for 3 år siden mellem Lyngby Jokers og GSK.

GSK havde tydeligvis fået spillet sig varme i løbet af dagen, og havde fået betydeligt bedre styr på deres spil. Men Lyngby Jokers satte sig fra start hårdt på kampen og førte 6-0 efter 2. inning.

I 3. inning fik Lyngby Jokers dog pludseligt svært ved at lukke ned for Gladsaxe, og mens Gladsaxe stille og roligt åd sig ind på føringen, steg spændingen betydeligt på Kastrup softball stadion. I sidste ende lykkedes det dog at få den sidste out, så Lyngby Jokers vandt med 6-5 og for fjerde gange på fire år kunne trække sig ud af kampen som danmarksmestre.

"Der lå et vist pres på os, som tredobbelt forsvarende mestre; og vi har været noget nervøse i år for om arbejdet med børnene har kunnet holde hele vejen hjem. Men det har altid været vigtigst for os, at spillerne i klubben har det sjovt og dermed finder den interesse for softball, der i sidste ende vinder mesterskaberne. Vi er utroligt stolte over holdets samlede indsats." siger Jan Hammerstad, den ene af de to trænere for U12 og U15-holdene.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...