Shapeit.dk, der sælger kvalitetsfitnesstøj til kvinder, er vokset ud af deres lokale i Hørsholm. Derfor er den familieejede internetbutik nu flyttet ind i 600 kvadratmeter lejede lokaler på Vølundsvej 19C i Hillerød.
De nye lokaler skal bruges til alt fra showroom og kontor til lager og fotostudie.
- Vi startede i december 2015 med at sende pakkerne hjemmefra, men hurtigt fandt vi ud af, at der var et enormt marked for det, fortæller daglig leder og partner Lærke Bro Knudsen i en pressemeddelelse hos Shapeit.dk.
Plads til stort showroom
- I takt med at vi har vokset os større, er der brug for mere plads på både lager og antallet af kontorpladser. Samtidig er det vigtigt for os at have det hele samlet ét sted, og det er der god mulighed for i den nye ejendom. Derudover er der plads til et stort og flot showroom og et fotostudie, fortsætter Lærke Bro Knudsen.
Shapeit.dk startede med at importere produkter, som ikke blev forhandlet i Danmark. Siden har de udvidet udvalget af mærker og har også udviklet deres eget mærke.
I 2020, 2021 og 2022 fik den familieejede virksomhed Gazelleprisen af dagbladet Børsen.
"Placeringen er helt ideel for os. Mændene kan tage i Bauhaus eller kigge på biler i området, og så kan kvinderne komme forbi og kigge på træningstøj, mener Lærke Bro Knudsen.
jesl
