Lis Hamburger tiltræder som ny direktør for DGI Storstrømmen. Det sker fra 1. januar, hvor hun kommer til at stå i spidsen for en organisation med 437 medlemsforeninger og 66.000 medlemmer.
Hun bor i Mern og kommer fra en stilling som leder for Region Sjællands forebyggelsessekretariat. Tidligere har hun blandt andet været sundhedscenterchef i Næstved Kommune og Centerchef for Center for Familie & Forebyggelse i Guldborgsund Kommune.
- De lokale foreninger har en stor betydning for folkesundheden. Det er min erfaring, at hvor udfordringerne er størst, er kreativiteten det også. Det er spændende at kunne spille erfaringer fra ulighedsproblemer og sundhedsproblemer fra vores område ind på nationalt plan, siger Lis Hamburger.
Hun mener, at idrætsforeningerne har stor betydning for sammenhængskraft og fællesskab i de mindre lokalsamfund. Hvis foreningerne skal fastholde deres relevans, skal de udvikles i takt med det samfund, de er en del af.
- Den type udfordringer har jeg arbejdet med i mange forskellige sammenhænge, og jeg har et solidt netværk, foreningerne vil få glæde af, siger Lis Hamburger.
Et stort politisk og relevant netværk er også noget af det, man i DGI Storstrømmen har lagt vægt på. Ifølge Henrik Holmer, formand for DGI Storstrømmen, har man gode samarbejder med flere af kommunerne i området. Den del håber man med ansættelsen af Lis Hamburger at kunne styrke yderligere.
Lis Hamburger sætter sig i direktørstolen efter Merete Røll Lærke, der stoppede 1. november efter fem år på posten.