Fjerde DM i træk til Lyngby Softball

Dansk Softball Forbund afviklede i weekenden Danmarks Mesterskab for U12 og U15 hold i Kastrup. Softball er en variant af baseball, der her i landet nok bedst er kendt som en slags amerikansk rundbold. Softball spilles efter samme regler som baseball, men bolden er en smule større og banen lidt mindre, hvilket i manges øjne gør det til en hurtigere sport end baseball. Ordet 'soft' betyder ikke, at der spilles med bløde bolde, men kun at bolde gives op (pitches) med underhåndskast i stedet for overhåndskast som i baseball.

Lyngby Jokers var igen i år med i både U12- og U15-slutspillene. U15-holdet har vundet DM de seneste tre år, og forventninger var derfor også høje til dette års mesterskab. I løbet af året er U15-rækken dog af Dansk Softball Forbund blevet ændret til en fast-pitch række, hvilket betød at alle spillere har skullet indstille sig på en anden, meget hurtigere type spil.

U12-rækken spiller stadig efter slow-pitch regler, og Lyngby Jokers' U12-hold kom fint fra start med et helt nyt hold, og endte med en flot 4. Plads.

Lyngby Jokers' U19-hold har også kvalificeret sig til slutspil om DM, som spilles i Gilleleje søndag d. 19. september.

U15 holdet kom i en overkommelig pulje A i slutspillet, hvor bl.a. arvefjenderne fra Gladsaxe Softball Klub (GSK) også var. Lyngby Jokers vandt suverænt puljen med sejre i alle indledende kampe, og var dermed klar til semifinalen mod Stenløse Bulls, som var blevet to'er i deres pulje. GSK gik videre til semifinalen som to'er i pulje A, og skulle møde forhåndsfavoritterne fra Amager Vikings.

Selvom semifinalen var tæt, var Lyngby Jokers' sejr og plads i finalen dog aldrig rigtigt i fare. I den anden semifinale overraskede GSK til gengæld ved at vinde 7-6 over Amager Vikings, selvom de havde været bagud 3-6.

Dermed stod finalen som en gentagelse af finalen for 3 år siden mellem Lyngby Jokers og GSK.

GSK havde tydeligvis fået spillet sig varme i løbet af dagen, og havde fået betydeligt bedre styr på deres spil. Men Lyngby Jokers satte sig fra start hårdt på kampen og førte 6-0 efter 2. inning. I 3. inning fik Lyngby Jokers dog pludseligt svært ved at lukke ned for Gladsaxe, og mens Gladsaxe stille og roligt åd sig ind på føringen, steg spændingen betydeligt på Kastrup softball-stadion. I sidste ende lykkedes det dog at få den sidste out, så Lyngby Jokers vandt med 6-5 og for fjerde gange på fire år kunne trække sig ud af kampen som danmarksmestre.

"Der lå et vist pres på os, som tredobbelt forsvarende mestre; og vi har været noget nervøse i år for om arbejdet med børnene har kunnet holde hele vejen hjem. Men det har altid været vigtigst for os, at spillerne i klubben har det sjovt og dermed finder den interesse for softball, der i sidste ende vinder mesterskaberne. Vi er utroligt stolte over holdets samlede indsats." siger Jan Hammerstad, den ene af de to trænere for U12 og U15-holdene.

"Vi lægger stor vægt på, at vores spillere er teknisk velfunderede og har en meget høj grad af spilforståelse. Klubbens junior-afdeling er inde i en voldsom udvikling, hvor vi pt. har spillere til tre hold i ungdomsårgangene. Og der kommer nye spillere til hver træning. Det seneste år har vi arbejdet meget på at etablere et pigehold, og det er lige ved at lykkes. Vi har pt. 8 piger i alderen omkring 12-13 år, og vi overvejer at lave et samarbejde med en af naboklubberne i det kommende år for at kunne stille med et rent pigehold næste år - noget ingen andre softballklubber har." siger klubbens formand, Jan Poulsen, der udgør den anden halvdel af træner-duoen.

"En stor del af U15-holdet rykker ved årsskiftet op i U19-rækken, og dermed får vi også styrket U19-holdet næste år, hvor vi især får brug for øget fokus på vores pitchere. Og vi skal heller ikke glemme de gamle. Vi har et stort Super Senior-hold for spillere over 35 år. De deltog i Super Senior DM forrige lørdag og blev nr. 4 ud af seks deltagende hold." tilføjer Jan Hammerstad smilende.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...