FAXE LADEPLADS: En 43-årig kvinde er ved retten i Næstved idømt en bøde på 1.500 kroner for ikke at overholde sin vigepligt og har desuden fået en betinget frakendelse af kørekortet i fem år - og skal dermed til orienterende køreprøve. Det skriver DAGBLADET.
Hun nægtede sig skyldig og udbad sig i betænkningstid i forhold til, om dommen skal ankes.
Ulykken skete i krydset Dannebrogsvej og Faxevej i Faxe Ladeplads den 9. marts 2009 sidst på eftermiddagen.
Kvinden havde hentet sin søn til fodbold ved Hylleholt Hallen og skulle til højre ind mod Faxe Ladeplads.
Men hun ramte den nu 72-årige Hans Hansen, som kom cyklende på den dobbeltrettede cykelsti fra højre side - en cykelsti man som bilist skal krydse, inden man kommer ud på Faxevej.
Ingen af parterne kørte særlig stærkt, men faldet betød alligevel en brækket rygsøjle, som Hans Hansen stadigvæk døjer med.
Kvinden forklarede i retten, at hun måtte rulle frem for at kunne orientere sig mod venstre på Faxevej. Folk kører ikke kun de tilladte 50 kilometer i timen, så man skal passe godt på. Det bekræftede landbetjent Lars Jensen, da han fortalte, at der er sket uheld på vejen, også i krydset.
Kvindens forsvarer Johannes Hansen gjorde meget ud af at argumentere for, at krydset er usædvanligt idet man ikke kan orientere sig grundigt til begge sider ved at holde ved hajtænderne - man skal således rulle lidt frem.
Anklageren havde ikke meget til overs for det argument: At det er svært at se, hvad der kommer fra venstre side, fritager ikke for ansvar for at orientere sig mod højre.
Kvinden var også tiltalt efter straffeloven, da hun ved sammenstødet forårsagede legemsbeskadigelse. Anklageren krævede således 20 dagbøder i straf.
Men retten fandt ikke, at hun ved sin kørsel havde udvist en sådan "grad af uagtsomhed", at der var grundlag for at dømme for legemsbeskadigelse.
- Jeg mener dog, at netop fordi han kom fra højre, hvor der var gode oversigtsforhold, så er der sket en tilsidesættelse af væsentlige hensyn til trafiksikkerheden, sagde dommeren.
