Så er det jul: Lav din egen marcipan med mandler eller kartofler

De fleste vil nok mene, at hovedbestanddelen i marcipan er mandler, men her er en opskrift, hvor mandlerne er skiftet ud med gode gammeldags kartofler. Foto: Privat

De fleste vil nok mene, at hovedbestanddelen i marcipan er mandler, men her er en opskrift, hvor mandlerne er skiftet ud med gode gammeldags kartofler. Foto: Privat

Julen er atter ved at finde sit indtog hos os i Danmark. Det er en højtid, der for mange mennesker betyder hygge i familiens skød. Dog må vi ikke glemme, at der også er nogle, som ikke har noget sted at holde jul. Dem støtter vi til hver en tid, når vi kan komme til det. Vi er blandt andet flittige læsere af Hus Forbi.

Vi må heller ikke glemme, at det er en højtid, der for mange familier betyder rod i økonomien. Der er mange, der nærmest gruer for den kommende højtid. Både fordi de ikke kan give deres børn dyre gaver, som mange andre børn får. Men også fordi de ikke har pengene til den gode julemad. Det må være forfærdeligt, når man som forælder ser, hvad kammeraterne til ens børn får, og man ikke selv kan følge med på den vogn.

To problemer

Jeg mener, at vi her har to problemstillinger. På den ene side har vi familier, som intet har, og som ikke kan give deres børn en god jul. De familiers forbrug vægter godt på CO2 regnskabet, fordi de ikke skaber et overforbrug - det har de ikke råd til.

På den anden side har vi de familier, hvor der er et overforbrug. Det er dem, der kan give deres børn store dyre julegaver. Disse familier skaber desværre større problemer for vores miljø, end de familier som ikke har så meget at gøre med.

Vores familie hører hverken til den ene eller den anden kategori. Det gør vi ikke, fordi vi holder en jul, hvor julegaverne er håndlavede og er pakket ind i stof, som kan genbruges igen og igen. Set i et økonomiske perspektiv ville vores gaver til vores børn og børnebørn være dyrere, om vi kunne købe dem i butikkerne. Derudover har vi tilnærmelsesvis, alt hvad vi skal bruge i haven, og har mulighed for at hengemme. Den mulighed har man også, hvis man bor i byen - hvis det altså er det man vil.

Dernæst er det også sådan, at jeg holder nøje regnskab med forbruget året igennem, og der bliver ikke købt noget, der er unødvendigt. På den måde kan vi også holde en jul og leve som konger og baroner, trods det at vi ikke har den største indtægt. Vi betegner vores liv som værende rigt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Hjemmelavet marcipan

Husbonden fik for noget tid siden et mandeltræ i gave af min søster og svoger. Det er nu begyndt at give mandler. Alt, hvad der giver frugt i vores have, er en stor rigdom for os, for jo mere vi har af den slags, des mere kan vi lave uden at skulle have tegnedrengen op af lommen.

Marcipan er en ting, som hører julen til; det er så festligt at lave figurer og male dem. Naturligvis er den rigtige marcipan lavet af mandler den bedste. Dog kan man også selv lave udmærket erstatninger herfor.

Artiklen fortsætter under billedet.

Den opskrift jeg bruger, når jeg laver marcipan, er fra Farmaceutens juleknas 1945. På den tid var det til stadighed svært at skaffe mandler. Mange måtte stadig erstatte mandlerne med andre ting, heriblandt kartofler.

Jeg har lavet såvel erstatningsmarcipan som den rigtige med mandler. Jeg syntes bestemt, at marcipanen, som er lavet med kartofler, også fortjener at blive brugt nu og da. Den smager faktisk ret godt. Man kan også lave melmarcipan og havregryns marcipan, men det har jeg absolut ingen erfaring med og derfor undlader jeg at komme nærmere ind på det.

Artiklen fortsætter under billedet.

Julebag i december

Vi bager naturligvis også julekager her i december måned.

Brunkagedejen har nu ligget hengemt et køligt sted i mange måneder og er ved at være klar til brug.

Klejnerne skal koges, og pebernødderne skal trilles, og om vi når det, skal vi også bage jødekager.

Da der er en del af mig som er svensk, må vi traditionen tro også have luciabrød med i sortimentet.

Jeg må ikke glemme, at vi også skal lave kvædebrød. Kvædebrød laves af syltetøj kogt af kvæder. Derefter er den varme flydende masse hældt ud på et vandfugtet fad. Kvædebrødet står i nogle dage og tørre ind. Derefter skæres det i mundrette størrelser og vendes i groft sukker. Prøv det - det smager dejligt og er en sundere form for slik. Der er ingen tilsætningsstoffer, og det er billigt at lave, og så er de gode til kræmmer-huse-fyld på juletræet.

Med denne klumme har jeg forsøgt at videregive vores spareråd for julen. Samtidig er der god grobund for, at man kan beskæftige børnene.

Vi ønsker jer en god arbejdslyst og en rigtig glædelig december.

200 gr. mandler

200 gr. flormelis

Rosenvand til at samle massen med.

Smut mandlerne, og hak dem meget fint.

Ælt nu flormelis sammen med de hakkede mandler.

Tilsæt rosenvand lidt efter lidt til massen har den rette konsistens.

Nu er marcipanen klar til brug, dog syntes jeg, den bliver bedst om den står og trækker et køligt sted et døgns tid.

200 gr. kartofler

200 gr. flormelis

Mandelessens

Rosenvand (kan undlades)

Kog kartofler i usaltet vand.

Mos kartoflerne god ud. Lad dem køle af.

Tilsæt nu flormelis og ælt det godt sammen.

Tilsæt et par dråber mandelessens.

Bliver massen for tør kan rosenvand tilsættes til massen får den rette konsistens.

Ved selv at lave sin marcipan er der penge at spare. Man må heller ikke glemme, at man ved at lave tingene selv fra bunden ved, hvilke ingredienser der er i den mad, man indtager.

Samtidig er det en udmærket beskæftigelse at lave sammen med sine børn eller børnebørn. På den måde lære de også, hvad der egentlig er i marcipan.

Den marcipan jeg har lavet nu, skal jeg bruge til at fremstille konfekt sammen med mine børnebørn.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...