Trørød Postbutik åbner i SuperBrugsen

Det lokale posthus i Trørød har sidste åbningsdag den 30. september. Det skyldes, at Bog & Idé - som hidtil har huset postbutikken - lukker forretningen med udgangen af september.

Der er dog allerede fundet en ny samarbejdspartner i form af SuperBrugsen på Trørødvej 76, som i starten af november vil slå dørene op for den nye postbutik.

Fra 1. oktober og frem til den officielle åbning vil der kun blive udleveret anmeldte forsendelser i SuperBrugsen, mens kunderne vil blive henvist til Nærum Posthus på Rundforbivej 295 for at klare øvrige postforretninger.

"Vi beklager naturligvis de gener, det vil give, mens arbejdet med at få plads til en postbutik i SuperBrugsen står på. Men vi ser frem til, at borgerne i Trørød i starten af november igen kan få ordnet deres postærinder i en nyåbnet og flot postbutik," siger Hans-Henrik Jepsen, kundechef i Post Danmark.

Åbningstiderne i den nye postbutik ved SuperBrugsen bliver samtidig udvidet til mandag-fredag klokken 10-18 og lørdag klokken 10-14.

Flytningen af Trørød Postbutik får ingen betydning for postomdelingen i området, ligesom postkasserne på torvet vil blive bevaret.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...