Butikken kommer til at hedde Sporty Outlet, og bliver et supplement til de butikker, manden bag Sporty har. Det er Arne Storinggaard, der i forvejen har Intersport på Køge Torv og Intersport-forretninger i Næstved, Ringsted, Roskilde og på Gammel Kongevej på Frederiksberg. Der ud over også Sport Direct, lager og administration på Solvangsvej i Herfølge.
Outlet-forretninger, som er kendte i udlandet og gennem de senere år mere og mere dukker op i Danmark, er oprindelig skabt for at producenter og forretninger havde et sted at sælge tidligere sæsoners varer.
- Outlet-butikkerne er blevet tidens trend og i høj grad også dele af detailhandelens svar på e-handel, siger Arne Storinggaard.
Med fem sportsforretninger og en Sport Direct forretning har Arne Storinggaard basis for at lave en outlet-forretning. Restpartier og udgåede modeller skal ikke længere fylde op i Intersportbutikkerne. Men afsættes i Sporty Outlet.
- Men det bliver nok den mindste del af det udvalg, der bliver i butikken, siger Arne Storinggaard.
- Skal detailhandelen klarer sig i fremtiden, er det vigtigt, at strøgbutikker også ligger på den rigtige adresse, og derfor har vi også pæne forventninger til den nye butik i Den Hvide By.
Butikken bliver bemandet med fire faguddannede medarbejdere, og den vil bidrage til en større publikumstilstrømning til de specialbutikker, der i forvejen ligger i Den Hvide By.
-ae
