Næstved // Det har ligget i kortene i et årti og det seneste år har det på papiret været en realitet: Generationsskiftet i Søren Borups guld-, sølv- og urforretning - i dag blot Borup Design - i Næstved Stor-Center.
Søren Borup, 65 år, og hustruen Astrid overlader nu også i praksis helt roret til sønnen Martin Borup, 36 år.
- Jeg har det seneste år øvet mig i at slippe firmaet med henblik på "bare" at blive ansat hos min søn. Jeg glæder mig meget til at udelukkende beskæftige mig med den kreative side af mit fag som guldsmed på værkstedet, hvor jeg også får mere tid til at designe og pejle mig ind på, hvad det er, kunderne vil have, siger Søren Borup, der har haft butik i centret siden starten for 21 år siden. Som guldsmed har han løst mange specialopgaver for kunder, der har ønsket helt specielle smykkeløsninger. Der har også været bud efter Søren Borups ekspertise inden for f.eks. sølvarbejder til kirker.
Også Martin Borup har øvet sit i at skulle være leder af en butik med 10 ansatte og chef for sine egne forældre.
- jeg har over to omgange været ansat hos min far. Da jeg var helt ung og nu de seneste cirka fem år. I nogle år har jeg arbejdet i andre brancher, bl.a. hos Bilka, hvor jeg har fået en masse ledelses- og indkøbserfaring, siger Martin Borup, der er gift og har to drenge på 11 måneder og syv år.
- Fremtiden for Borup Design handler om at tænke fremadrettet. At kunne tilbyde kunderne et bredt sortiment bestående af en blanding af smykker og ure af unik kvalitet, som kunderne er interesserede i. Det er det, der skal berettige vores tilstedeværelse, siger Martin Borup.
Ure er hans helt personlige passion og fascination, og har været det lige siden han var dreng i Præstø, hvor familien boede på første sal over butikken. Han kunne ikke lade være med at dreje viserne på urene i butikken. I dag klarer han selv de mindre reparationer og de større sendes til importøren eller til fabrikken. Borup Design har i Næstved eneforhandling af mærker som Omega, Tissot, Certina og Longines.
Både hans far og mor, der er firmaets bogholder, fortsætter nogle år endnu, men de afgørende beslutninger tages nu af sønnen - selvom Søren Borup fortsætter som formand i Søren Borup Design og næstformand i Næstved Stor-Centers bestyrelse.