HB Køge landede Hassan

Fodbold: Den 20-årige Mustafa Hassan, der mandag fik ophævet sin kontrakt i Brøndby og ved den lejlighed meldtes på vej til HB Køge, spillede allerede mandag kamp for den blå/sorte klub på Vordingborgvej i reserveholds-turneringen mod Lyngby.

- Ja, det havde vi forberedt - og Mustafa spillede også med. Og så har han været med til (tirs)dagens træning. Vi er meget glade for, at Mustafa nu er i gang, siger Per Rud til DAGBLADET.

Sportsdirektøren har ikke været i stand til at tilbyde den irakiskfødte køgenser en kontrakt al den stund, at det må HB Køge ikke for DBU, da klubbens egenkapital ikke er på de krævede 25 procent af lønsummen.

Mustafa Hassan kommer derfor til at tørne ud for svanerne på en amatøraftale - men det bekymrer nu ikke den unge angiveligt meget hurtige kant- og angrebsspiller:

- Jeg tror på det her projekt, og med bopæl i Køge og kendskabet til bl.a. Auri (cheftræner Skarbalius, red) fra Brøndby, så kan det ikke gå for stærkt med at komme i gang, siger Mustafa Hassan til hbkoge.dk, hvor han også glæder sig over allerede at være kommet i kamp for de blå/sorte selvsamme dag, hvor han fik ophævet sin kontrakt med Brøndby:

- Det var dejligt at komme i gang med det samme. Nu skal jeg bare i gang med træningen. Jeg er sikker på, at det bliver en god tid for mig, siger han.

Og det samme er Per Rud:

- Det er da helt sikkert meningen, at Mustafa kan træde direkte ind på førsteholdet og gøre sig gældende dér. Han skal selvfølgelig lige overbevise trænerne om, at han skal have en plads, men det er ikke som udviklingsspiller, jeg ser ham. Det er her og nu, siger sportsdirektøren til DAGBLADET om HB Køges nye nummer 11.

Om der kommer flere nye numre - inden det med én dag forlængede transfervindue ved midnat mellem tirsdag og onsdag smækker i - vil Per Rud ikke kommentere på. Ikke andet end ved at være hemmelighedsfuld:

- Der er to muligheder. Vi kan sige farvel til kontraktspillere og vi kan få amatørspillere ind. Det er ikke til at sige, om der sker noget på nogle af fronterne - der er jo en hel dag. Det er lang tid, og det kan gå hurtigt i fodboldens verden, siger Per Rud til DAGBLADET.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...