Bånd bliver snøret, og så er det med at gå til den, når kampen fløjtes i gang. Roskilde Boldklubs julestævne er i fuld gang i hallerne i Roskilde Kongrescenter. Når de forskellige rækker er afgjort, venter der en dejlig overraskelse til de unge fodboldspillere.
- De tror, de spiller om en pokal til holdet, men de får en hver. De bliver lykkelige, siger stævneleder Carsten C. Nielsen, mens en frivillig er ved at fylde en flad vogn med de gyldne pokaler.
Sidste år var stævnet tilbage med succes efter tre års pause, og 376 hold var klar til at spille bold igen.
- Vi var lidt spændte på, om det ville holde igen i år, men vi har 385 hold i gang, fortæller Carsten C. Nielsen og oplyser, at de har fjernet nogle rækker, så de holder sig til børne- og ungdomsrækkerne.
Derudover er der flere og flere U14 og U15-hold, som ikke får lov til at spille indendørs. Derfor har julestævnet ikke kunnet lave en ordentlig turnering for både piger og drenge i U14 og for U15-drenge.
- Vi skal vurdere inden til næste år, om vi skal fjerne dem eller lave rækker, som giver underskud. De rækker spiller om penge, siger Carsten C. Nielsen og fortæller, at julestævnets ældste spillere er U17-hold.
- Hvis vi havde beholdt de rækker, havde vi haft over 400 hold. Nu slipper vi for at have senior-herrer til at spille klokken 23. 400 hold er nok vores maksimum, så alle kan holde ud at være her, siger Carsten C. Nielsen og oplyser, at stævnet slutter klokken 21 på lørdag.
Han har selv været på banen som dommer, da det ikke er blevet nemmere at få frivillige, og der er ikke nok forældre, som melder sig ikke til dommerkurserne.
- Vi vil gerne rende og dømme selv. Det er en kedelig tendens, hvis vi skal ud og købe dommere. Det tager jo en del af overskuddet, siger Carsten C. Nielsen og fortæller, at de har måtte hyre dommere til en del af kampene.
Generelt har det været sværere at få frivillige til julestævnet i år, men omkring 100 personer er i gang i løbet af stævnets fire dage.
Der er gang i fodboldene i Roskilde Kongrescenter til og med lørdag den 30. december.
