Sjælland Rundt blev en hed oplevelse

KØGE: Med trætte øjne, et smil på læben og solen bagende ned for oven kom deltagerne i cykelløbet Sjælland Rundt kørende i mål på Torvet i Køge.

Med ankomsten i mål havde de mange ryttere tilbagelagt 319 kilometer på de sjællandske veje, og det var ikke kun rytterne, der var glade for at komme i mål. Hos Køge Cykel Rings Venner, der er med til at stå for den årlige begivenhed, var de også glade for at kunne se de mange svedige pedaltrampere krydse målstregen.

- Det har været et helt fantastisk løb i år, og tiderne har også været rigtig gode, fortæller Peter Leerberg, der er kasserer hos Køge Cykel Rings Venner.

De første ryttere i dette års løb blev sendt afsted fredag aften klokken 21.00 fra Torvet i Køge og den første rytter, der kunne prale med at være tilbage på Torvet kørte i mål 10 minutter over syv lørdag morgen.

Hos arrangørerne er man end tilfreds med løbet.

- Vejret kan vi ikke klage over i år, det har været perfekt, og vi har heldigvis også været forskånet for problemer, lyder det fra kassereren hos Køge Cykel Rings Venner, der havde det helt store overblik over, hvilke ryttere der krydsede målstregen.

Gennem hele natten blev de sjællandske veje kørt tynde af deltagerne, og når rytterne krydsede målstregen blev der hurtigt hoppet af cyklen og kursen sat hen mod ventende venner og familiemedlemmer, og med sveden dryppende fra rytterne var det svært at skjule, at 319 kilometer var blevet tilbagelagt i løbet af aftenen, natten og morgenen.

Sjælland Rundt kunne i år sende 533 ryttere afsted ud på ruten, og i følge Peter Leerberg, så er de de færreste, der ikke gennemfører løbet, når først rytteren sidder i sadlen.

Ud over Sjælland Rundt blev der også kørt de noget kortere ruter Sjælland på tværs med 832 deltagere og Familie ruten, der i år havde 351 startende personer.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...