Flygtning driver populær butik: - Jeg har et godt liv her

Dommerkomiteen kom med blomster og diplom til Mohammed.

Dommerkomiteen kom med blomster og diplom til Mohammed.

Mohammed Abdelhadi lægger vægt høj service i sin butik, og han har fokus på integration og relationer.

Mohammed Abdelhadi har haft Tele Ringsted i snart fem år i Sct. Hansgade, og han lægger meget vægt på at yde kunderne en god service, og at det skal være billigt at komme hos ham.

- Det er supergod service, siger en kunde.

- Det er derfor, vi handler her, tilføjer hendes partner.

Netop den gode service, den venlige og imødekommende betjening har fået borgere til at pege på Tele Ringsted som Månedens Ringstedbutik.

Tele Ringsted udfører reparation på smartphone, tablet, pc og mac og forhandler covers med mere.

Mohammed Abdelhadi er palæstinensisk flygtning og kom til Danmark i 2012, og i 2014 flyttede han til Ringsted. Efter at have lært dansk på sprogskole arbejdede han i telebutikker og for fem år siden åbnede han egen butik her i Ringsted.

Branchen er ikke ny for ham, for i Palæstina havde han en lignende forretning, der også fungerede som internetcafé.

Han er glad for, at være havnet i Danmark, hvor han har familie, som har boet her siden 1987.

- Det er et flot land med gode mennesker. Jeg har et godt liv, siger en positiv Mohammed Abdelhadi, der bor her med sine kone og fire børn.

Hvis man som flygtning arbejder her i Danmark, så mener Mohammed Abdelhadi ikke, at man kan mærker forskel på om man er dansker eller kommer udefra. I hans optik gælder det om at integrere sig, og det gør man bedst, hvis man arbejder i stedet for at sidde hjemme foran fjernsynet og få det hele fra systemet.

Vigtigt at lære sproget

I forhold til de sproglige færdigheder mener Mohammed Abdelhadi, at det er vigtigt at komme ud at arbejde og tale dansk.

Mohammed Abdelhadi oplevede, at det var vanskeligt at lære dansk, da han gik på sprogskole. Rødgrød med fløde, den var svær, men det sproglige bliver lettere hen ad vejen. Han mener, at det glæder om at komme ud og være en del af samfundet.

- Jeg kan ikke mærke forskel mellem os mennesker. Alle mennesker er søde, oplever han.

I hans butik handler det ikke kun om business, men i høj grad om relationer.

- Jeg er rigtig glad. Mange kender mig. Mange kommer og giver mig et kram. Det er ikke bare kunder, det er også familie, og vi sidder og snakker, fortæller Mohammed Abdelhadi.

Op til jul kommer kunder med chokolade og små gaver til ham. Han oplevede også på et tidspunkt, efter at have været indlagt på sygehuset nogle dage, der kom folk efterfølgende med blomster til ham.

Julegaver til børn

Mohammed Abdelhadi går også op i børns ve og vel. De seneste tre år har han derfor givet julegaver til børn i familier, som har det svært. Det drejer sig om 8-10 familier, som Mohammed Abdelhadi køber gaver, pakker ind og afleverer.

Ældre og handicappede, som måske har vanskeligt ved at komme i butikken, dem kører Mohammed Abdelhadi gerne ud og hjælper. Han har for eksempel lige været ude og hjælpe en kunde i Glumsø og skifte en skærm. Det gør han uden ekstrabetaling til brændstof.

Det ligger dybt i Mohammed Abdelhadi gener at hjælpe andre mennesker og specialt ældre. I den arabiske kultur er der stor respekt for den ældre generation og for handicappede.

- Vi skal respektere hinanden. Efter at have vist en kunde respekt, kommer han igen og igen, oplever Mohammed Abdelhadi.

Så byder kan gerne på en kop kaffe eller kakao og en snak.

Mohammed Abdelhadi lægger også vægt på, at kvaliteten er i orden i hans butik. Derfor indkøber han for eksempel reservedele til telefoner med videre i Holland, som leverer produkter, han kan stå inde for. Desuden giver han altid to års reklamationsret. Derfor har han nok at lave på værkstedet.

Der kommer også mange i butikken for at hente pakker, idet han har et samarbejde med Post Nord om ind- og udlevering af pakker.

Respekterer traditioner

Selv om Mohammes Abdelhadi kommer fra et arabisk land med andre traditioner end her i landet, så respekterer han vore traditioner og pynter op til jul og holder lukket helligdagene, ligesom byens andre butikker.

Ligesom danskerne samles han i julen til nytår med sin familie og hygger sig over god mad, nøjagtigt som alle andre. Her bliver der serveret arabisk og dansk mad, og man spiller bingo og børnene får gaver.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...